Country girl

Når man vokser op i det, der så fladt kaldes provinsen, og siden rykker et sted hen, hvor der er flere mennesker og ny, mere tryg slags ensomhed, så bliver man fra tid til anden husket på, hvordan der er ude på landet. Gode og dårlige huskerier, både savn, lykke og strittende sørgelig melankoli. Jeg har f.eks. lige set en film. Jeg må endnu ikke fortælle nogen, hvad den specifikt handler om, eller hvor god, jeg synes, den er. Men jeg må gerne fabulere om de påmindelser, den gav mig, så værsgo:

Jeg husker, hvordan der lugter i et forsamlingshus, når der er loppemarked eller juletræsfest. Hvordan skaftet på en brugt rive kradser. Hvordan en god gynge er. Hvordan vinden bider i kinderne, når man står ved et busstoppested klokken 6.54 i januar, som ikke engang er et stoppested, men bare et sted, bussen stopper, fordi det nu en gang er der man står med sit orange buskort, der lugter sært af gummistøvler. Hvordan mælkebøtter og svampe ser ud nedefra og hvordan de farver hænderne, når man har plukket en, og bliver svimmel af at kigge op, fordi svalerne larmer og flyver så hasarderet, at man tror, de falder ned. Hvordan fasaner siger, når de bliver forskrækkede. Hvordan træsko tynger fødderne. Hvordan hundrede gule kyllinger under en varmelampe føles.

Men også hvordan lyset i den tidlige vinter er skarpt og fjendtligt og ligger fortvivlende over markerne og man er ulykkelig og fanget, fordi man ikke var med til at lege kysseleg i frikvarteret, fordi der ikke var nogen, der gad at kysse en, fordi man var underligt langlemmet, mere indelukket, fordi man kunne læse og stave, og sige hvad der stod på Jellingestenen udenad, men ikke rigtig regne eller regne den ud. Så var man Luciabrud og fik stearin i det lange hår og græd fordi det gjorde så pisseondt.

Og hvordan alting havde sit indbyggede, snørklede hierarki. Hvor det betød noget, hvem man var datter af. Hvor man blev, og stadig bliver, omtalt som fotografens datter. Lundsgaards barnebarn. Nå ja, hende den rødhårede, ja, var det ikke hende, der blev født i en snestorm, jo det kan vi da alle sammen huske, det var i radioen dengang bæltekøretøjet med hendes gravide mor kørte mod Slagelse, ja, gubevars at det ikke sner sådan mere.

PS: Filmen hedder Frygtelig Lykkelig og har premiere til oktober engang.

Så kommer hun der med sin kvindesnak igen..

I dagens overdimensionerede foldepapirprojekt af en gang selvhøjtidelig tryksværte, dvs. Politiken, står der rent faktisk noget interessant. Om "bornertheden", der har indfundet sig hos 68-kvindernes børn.

Det må jo så betyde mig og de andre halvfjerdserbørn med playmobilhår og fløjsbukser, der blev til kvinder i en tidsalder, hvor verden måske nok siger "det er bare zå modigt", hvis en model har en lille delle, men ellers promoverer kvinden som en trimmet, slank og frem for alt sexet størrelse. Tilsyneladende er der intet i vejen med dét. Vi hader at blive sat i bås med skønhedsidealerne, men vi er jo oprigtigt glade og trygge ved vores voksbehandlinger, polstrede BH'er, tårnhøje hæle, korte kjoler, dyre frisører, glossy lips og alt det andet. Alt det, som vi rutinemæssigt gør hver morgen og kun undlader, hvis vi har ferie eller får et anfald af Nynne/Bridget/antiheltinde pseudooprør. Jeg skal da gladeligt indrømme, at jeg ville få et flip, hvis nogen tog min røvdyre mascara, Venus Breeze-ting, peelingcremer og fodfile fra mig.

"Når vi i dag tager overdelen på, er det for at gøre præcis det samme, som kvindebevægelsen gjorde ved at tage den af; for at få fred for den erotisering, der er sket af kroppen de sidste 15 år," stod der i avisen.

Den har jeg tygget på hele morgenen. Altså ikke overdelen, men pointen. Vi er glade for at dække os til, for at maskere os, for at pakke kroppen ind og væk i sexet tøj. Vi kunne ikke drømme om at være topløse eller gå uden BH. Det handler om antydningens kunst og om at overleve en hel aften i byen, eller en hel dag på jobbet for den sags skyld, uden at være en omvandrende undskyldning for at gøre seksuelle tilnærmelser. Det er altså et værn mod seksualiseringen at trimme hårene, brysterne, kroppen, at være sexet. Æd lige den.

Er meget optaget af kropsbevidsthed for tiden. Og er egentlig gladere for mit eget eksemplar end jeg har været i mange år, plus/minus lidt dellerelateret brok og sådan. Jeg begynder at bløde op over for dyrkelsen af skønhed, men jeg hader stadig stereotyperne. Det er meget komplekst og diffust altsammen, hva?

Utålmodighed og ævl

Det sker som regel altid, at jeg begynder på et eller andet, dyrker det ret meget, lader det ligge, det bliver støvet, det bliver gammelt, jeg synes, det var åndssvagt - og så pludselig opdager jeg det igen, og tænker ved mig selv, at det da var fuldstænig genialt tænkt. Som regel går der så lang tid, at tingen bliver retro. Hvilket selvfølgelig ikke siger så meget i dag, hvor yesterdays fashion er tomorrows cult.

Måske skal ting bare have lov at modnes. Måske handler det ikke om min egen utålmodighed. Det ville jeg jo gerne tro, at det ikke gør.

Tag nu f.eks. den her blog. Jeg har kigget på den og tænkt ja, ja, du er der, og nu skal du liiige slappe af. Ikke stresse mig. Jeg har ignoreret den og den har sikkert passet sig selv fint. Lidt ensomhed har aldrig gjort nogen noget. Men så tænker jeg alligevel: Alle de ord, alle de daglige indtryk og tanker og strømme af ævl, der løber i mit hoved, skal det ikke have lov at komme ud? Skal jeg ikke dele min såkaldte gnist af storladent geni med andre? Joeh. Kommer tid, kommer ord.

Jeg har rejsefeber. Jeg er utålmodig som ind i helvede. Jeg vil ud. Opleve noget nyt og lægge det bag mig som en vinterjakke i et skab. I morgen tager jeg på Roskilde, nyder solen og friheden, samler ord og mentale billeder. Så kan det være, jeg kan læsse dem af her, når jeg kommer hjem.