Busy baby banana bake

Dagens special i Dineren. Der er ikke så meget tilbage, for den har været rigtig populær.

Opskiften er oversat fra amerikansk. D'damer vil sikkert bemærke, at kagen er fudstændig fedtfri. Ikke kaloriefri, men helt uden fedtstof. Yum.

Busy baby banana bake

300 g hvedemel

115 g sukker

1,5 tsk bagepulver

en halv tsk stødt muskatnød

2 modne, mosede bananer

1 dl mørk sirup

1 æg

1 dl minimælk

De tørre ingredienser blandes, og resten piskes i til dejen er lind. Bages i en rugbrødsform foret med bagepapir ved 165 C i ca. 40 min.

Hm... det kagebillede var vist ikke for kønt og viste slet ikke, hvor god den er! Men se lidt på det her i stedet, så kan du måske fornemme det:

Ikke mit barn, men det er med garanti et godt bud på hendes første fastelavnskostume!

On a lighter note...

Jeg er meget, meget glad for, at der blev taget godt imod min billedløse, alvorlige, frustrerede, moderlige blog den anden dag. Men nu skal det hele jo ikke gå til i jammer, når der også er kage. Eller hvad det nu hedder. Derfor kommer der i dag endnu en lille billedpost med sager fra både mikro- og makrokosmos. God weekend, alle sammen!

På Blegdamsvej ligger dette sted. Det er da sejt, at mit navn (som jeg så heller ikke i dag gider blogge om) er en forkortelse fuld af innovationsstøtte. Jeg tager det som et hint og vil prøve at innovere lidt mere.

På selvsamme vej kom jeg forbi en kælderrestaurant, hvor dette skilt stod i vinduet. Stedet så totalt smadret ud, men jeg vil vædde på, det er nogle sjove mennesker, der har det. De lyder i hvert fald svært rummelige. Men hvorfor er de to første ord helt slidte?

Det lille &-tegn (som hedder ampersand i sprog-sprog. Nej, ikke andersand) købte vi i NY sidste år på bryllupsrejse - som souvenirsymbol på at være blevet føjet sammen. Først nu er det gået op for mig, hvor sjovt det er at sætte det mellem to ting.

Mmmm, kaffe & kage...

PS: Hov, er det ikke en adventskrans dér i baggrunden, tænker den opmærksomme læser. Jo da. Har skam også både sprællenissemand og mistelten. Jow, jow. Jeg er i øvrigt typen, der tænder alle fire adventslys på en gang.

Mikrokosmisk

Jeg tror, at grunden til, jeg har haft skrivekrise på det sidste, er, at jeg gerne ville levere mere, end jeg kan. Men min verden er blevet så teeny tiny lille.

Fra at føle, jeg bare skulle strække armen liiidt længere, så kunne jeg erobre verden, føler jeg nu, at jeg er blevet lempet over i en parallel dimension. Lempet med en vognstang, hvis man kan sige det. For jeg vidste jo godt, at det ville blive anderledes. Men er der nogen, der kunne have forklaret mig hvor anderledes? Jeg tror det ikke, og jeg tror ikke, jeg kan forklare det videre. Lige meget, hvor meget "show, don't tell" jeg så end rullede ud, kunne jeg ikke forklare en ikke-mor, hvad der sker med det hele, når den der streg på graviditetstesten bliver til et levende, virkeligt barn. Bare det, at jeg opfinder et begreb som ikke-mor...

Så nu skriver jeg om mikrokosmoset. Det er der andre bloggere, der gør, så jeg tør også godt. Jo, jeg gør.

I morges var jeg så arrig på denne her indskrumpede, praktiske stille-sfære, der indeholdt dagsudsigt til vasketøj, madning af umuligt barn og telefonkø hos kommunen, at jeg begyndte at tude. Min mand var så sød at hente morgenbrød med barnevogn + barn, så jeg lige kunne rase ud. Men derefter tog han jo på arbejde. På min cykel, endda. Jeg ved, han lige så gerne ville være hos mig og barnet, men jeg ville altså også lige så gerne cykle mod indre by med hue på, gå gennem en svingdør, møde nogle kolleger, skænke noget kaffe, sidde i en kontorstol, spise i en kantine. Gøre noget, skrive noget, se noget, mene noget om...noget. Snakke med nogen, som er over 67 cm lang. Nogen, som svarer med faktiske ord, når man henvender sig.

Min datter er smuk, dejlig, sjov og mirakuløs. Hun er skæg at være sammen med, og man smelter, når et enormt, tandløst smil er det første man ser, når man tjekker, om hun sover eller ej. (Ej, er svaret) Men derudover har mine største problemer i dag været, at hende den rødmossede dame tog min vasketid (jeg tog hende oven i købet på fersk gerning), at Ydelsesservice København har lukket om onsdagen, så man ikke kan ringe, når man står og har krise over sin økonomi, og at jeg kun nåede at plukke ét øjenbryn, før der blev pevet fra den røde tremmeseng. Det føles bare ikke...som nok. Selvom det er mere end ubegribeligt rigeligt. Og selvom jeg godt ved, at jeg aldrig, hvor meget jeg så end arbejdede, ville komme til at gøre en større forskel her i verden end jeg gør, ved at være til stede som Violas mor.

Guds plan er... rødvin

Det gik op for mig i går, at jeg har forsømt bloggen fuldstændigt på det sidste. Og hvis den skal opfylde bare én af sine funktioner, nemlig at være min ventil, når alting går for stærkt og hårdt i babyland, så må jeg hellere slå røven i sædet og finde på noget, selvom jeg ikke kan tænke længere.

Jeg har snakket om en navneblog mere - en, om at hedde Fie (a la kan man egentlig det, når man er 80 - og hvorfor hedder alle gravhunde Fie?) - og jeg kunne godt tænke mig at skrive lidt mere prosa'sk...som den med at stå udenfor festen. Men ingen af disse idéer giver mening for mig i dag. Desuden får jeg besøg af en meget gammel dame, som skal se en meget lille dame.

Så I må nøjes med et par fjollede billeder, jeg har taget i ugens løb. Og så tilspørger jeg jer: Hvad synes I, jeg skal blogge om? Anything goes.

Sød paddehat...

Burhønse-udstillingsvindue for streetkluns - kan også bruges som gemmested for små gangstere, hvis de står HELT stille...

Er det mig, eller ligner de her dæksler fuldstændig en bunke mega Oreos?

Nogen var hurtig med spraydåsen ved Metroudgravningen på Assistenskirkegården. Lidt ulækkert, når man tænker på, hvad det er, de graver op.

"Guds plan" er nok det mest præstentiøst franske navn til en vin, jeg nogensinde har set. Man ser vinbonden for sig med rødvinsnæsen vendt mod Guds himmel i gestikulerende selvglæde. Jeg har vildt lyst til at købe den. Og drikke den. Det tror jeg nemlig er Guds plan med mig i disse dage.

Der er altid noget at købe for en husmor...

Jeg griber lige chancen for at ævle om shopping, spille frelst og samtidig gøre lidt reklame. Herlig skizofren blanding, ikke?

Nå, men sagen er, at jeg har jagtet et nyt betræk til den Voksi-pose, jeg arvede fra en sød veninde, men uden held. Der er damer nok på Trendsales, dba og qxl, som syr, men jeg kunne ikke overskue at lade en vildt fremmed jysk dame, der tager overpris, sy en i noget, der sikkert ville være gyseligt Marimekkoblomstret stof og en leveringstid på tre uger. Nogle gange vil man gerne have det mellem hænderne, inden man køber, ikke? Til mit store held behøvede jeg bare trisse ned i fantastiske Husflid på Blågårdsgade, hvor der lå bunkevis af hjemmesyede betræk. De koster godt nok 499,- men længere ned i pris tror jeg ikke, man kommer, med mindre man syr selv. Og det kommer jo lissom på ingen måde til at ske i dette årtusinde.

Jeg endte efter meget vægelsind med noget gult halvfjerdser-mønster, syet af dynebetræk, så det er blødt på den der helt lækre, brugte måde. Genbrug, når det er bedst...synes jeg!

Se lige deres fine logo..

Og så vil jeg i skizofreniens navn gå direkte fra denne skamløst frelste, lokalpatriotiske, miljøbevidste, retronørdede, lille-forretningsdrivende promovering til en stor, ond indkøbskæde. Vi nærmer os noget overgangskost herhjemme, og det betyder, så vidt jeg ved, mos i hele stuen. Derfor var jeg lige praktisk og gik i Rema1000, hvor de har den her voksdug til 39 kroner.

Det synes husmoderen dælme er et godt køb. 

My point exactly!

Foto: Jeong Mee Yoon, taget fra http://www.information.dk/fotobloggen/215784

Åh, hvor blev jeg glad for at se dette fotoprojekt (tak, Susanne), hvor hhv. pige- og drengebørn er fotograferet omgivet af deres ting. Det understreger så godt, hvad det er, jeg har imod den der lyserøde prinsesse-tendens, jeg snakkede om den anden dag i forbindelse med Violas navngivning.

Fødes du som pige, skal du omgives af lyserøde ting med blomster, feer, prinsesser og hjerter på, fra den dag, du kommer ind i verden. Fødes du som dreng, er det blå ting med biler, dinosaurer eller våben. Hvorfor? Blandt andet fordi forbrugerismen er ved at æde os og vores evne til at tænke selv, og - ikke mindst - definere vores køn selv. Hvordan skal piger og drenge nogensinde have en chance for reel ligestilling, hvis de fra barnsben lulles ind i forestillingen om, at der er en "rigtig" måde at være sit køn på? Og at den indeholder en helt bestemt æstetik og opførselskodeks, som man først bryder med, når man passerer de 10 år. Hvis ikke de 15 år. Hvis nogensinde.

Denne fantastiske sydkoreanske fotograf har virkelig nailet problemstillingen i sine skræmmende billeder og skriver blandt andet:

"The Pink and Blue Projects were initiated by my five-year-old daughter, who loves the color pink so much that she wanted to wear only pink clothes and play with only pink toys and objects. I discovered that my daughter’s case was not unusual. (...) Perhaps it is the influence of pervasive commercial advertisements aimed at little girls and their parents (...). Girls train subconsciously and unconsciously to wear the color pink in order to look feminine."

Det er et enormt problem, vi som forbrugere står overfor, mine damer og herrer.

Det mener jeg sgu.

Se flere af Jeong Mee Yoons billeder og læs om projektet på hendes hjemmeside.

Pærepartiet og Indkøbslisten

Jeg bliver lige nødt til at afslutte det her kommunalvalg med en salut, eftersom jeg jo tidligere moret mig gevaldigt over diverse valgplakater og gjort mig lystig på visse partiers bekostning. Efter at have været i stemmeboksen har jeg et så smørret grin på læberne, at I lige får denne her post med. For nu ved jeg ikke, hvordan stemmelisten ser ud uden for hovedstaden, men her har vi, tør jeg godt sige, rekord i tosser.

Her har vi f.eks. en-mands cykelinstituttet og partiet Gordon eller Kaos.
Hvorfor er der ingen af kandidaterne, der faktisk hedder Gordon?

Og så har vi rygerne, de røde, de gavmilde og en fyr, der har navngivet sit parti efter sig selv...

Min absolutte yndlings: Indkøbslisten!

På vej hjem kunne vi så ærgre os over, at vi ikke stemte på disse yndige damer. Anne Mai Kjær, som åbenbart kan pustes op, og pige med pæreørering (Pærepartiet stod faktisk på stemmesedlen, men jeg fik ikke et billede)...



Jeg stemte rødt og rødere.

Hvad stemte du?

Gul søndag

Bananmuffins

Kærlighed

Gåtur

Hue

Flo

Jeg MÅTTE bare lige dele det her med alverden. Internezzet leder som bekendt de mærkeligste steder hen, og når man sidder og googler sig selv (jaja, indrøm det bare, du gør det også), så ender man f.eks. med hende her...

"Flo" var åbenbart en spin-off sitcom, der kørte på amerikansk tv i 1980. Den handlede om den rødhårede servitrice Flo, der havde en lille restaurant (indsæt høj begejstret lyd)!

Sådan her så introen ud...

...og sådan så Flos hår ud. Hun blev spillet af Polly Holliday, som lever endnu i en alder af 72.

Hun var også med i Gremlins som kattedamen, der får tunet sin automatiske trappestol!

Dressing for fall..

Sikke en buks.

God søndag!

A boy named Sue

Forskellige bloggere har i den seneste tid skrevet om navne. Om hvilke, der gemmer på en lækker pige, eller hvorvidt pigenavne, der slutter på -e og -a giver forskellige personer...og den slags overvejelser.

Jeg har også brugt en del tid på at fundere over navne i forbindelse med frøken Viola. For det er fandenfløjtemig et heftigt ansvar at give et menneske sit navn. Man giver jo en stor bunke baggage videre, når man giver et navn. Hvis ikke direkte personkarakteristik, så som minimum en tendens, en tidsalder, en tanke - og det faktum, at dit navn altid vil repræsentere dig. Det er vel derfor, man ikke kunne drømme om at navngive efter sin ærkefjende i folkeskolen, men gerne efter en sød mormor og så fremdeles. Og det er vel også derfor, så mange ændrer deres navn, fordi de føler sig tyngede af, hvad de hedder, eller vil tilføje et karaktertræk eller to.

Selvfølgelig er det op til en selv at give sit navn en god klang ved at være et godt og rart menneske, men der følger nu alligevel noget med.

Ham her fik så noget med fra Narnia.

Meget af udvælgelsesprocessen foregår ganske ubevidst, tror jeg. I samtiden ligger der altid nogle navne og svæver rundt i den fælles bevidsthed, og man forstår ikke, hvorfor der pludselig er fire andre med samme navn henne i vuggestuen, når man nu var så pisseoriginal. Da jeg gik i skole, var der et hav af Anderser og Martiner og Camillaer. Man rammer bare en bølge, selvom vi (måske især københavnere?) har et enormt behov for at finde på noget rasende unikt lige for tiden. Måske synes vi, at vores børn hver især skal hedde noget så komplet særligt, at det almindelige ender med at blive det, der stikker ud? Døb din baby Mette, så bliver hun den eneste i klassen anno 2017!

Børn hedder nu Storm, Fjord og Alaska, f.eks. Det er smukke navne, men er det ikke løjerligt - hvor kom den naturfænomen-agtige navnetrend lige fra? Og betyder det, at der nu kommer en masse små, der hedder ting som Vig, Torden, Sne eller Sky? Ligesom den lille overgang, hvor piger blev til krydderurter og navngivet Kamille, Persille og Mynte, eller den store bibelske bølge med de tusindvis af Markuser, Lukaser og andre evangelister. Måske, når vores børn får børn, vil de blive opkaldt efter bedsteforældrenes generation, og så vil det myldre rundt med små Kurter, Henninger og Irener og Jytter, mens vi måbende ser til.

Nu siger nogle af de kloge imidlertid, at blomsternavne til piger er in igen, og det må jo ligesom være den ubevidste tendens, vi sorterer under. Ham (!) her var blikkenslagermester (!!)...

Manges reaktion på navnet Viola har været, at det var enormt sødt og piget og blomsteragtigt. Til min store skræk! Jeg har været, og er, temmelig anti-lyserød og anti-tuttenuttet, når det kommer til min datter, og knurret olmt ad folk, der har kaldt hende prinsesse og den slags ting. For hvad konstituerer et pigeliv? Jeg ved det ikke, men det er sgu ikke kun romantisk flimmelim. Jeg håber, jeg kan hjælpe til med, at min datter kan og vil det hele - at hun vil klatre i træer, læse om planeter, løbe stærkt og råbe højt med lige så stor selvfølgelighed som hun går i strutskørter, leger med dukker, kæler med kattekillinger og fletter hår. At hun ikke er bange for noget og ikke lader sig begrænse af noget - eller nogens forestillinger om, at hun er en prinsesse. Og da jeg var gravid og navnet kun eksisterede inde i mit hoved, var en Viola netop sådan en lille viljestærk klatre-i-træer type, der sagde sin mening, og som måske gerne ville sidde og pille ved en blomst, men absolut ikke var bly som en...ja, viol.

Måske har jeg misforstået noget. Eller også skal jeg bare holde bøtte og lade mit barn fylde sit navn med lige netop det, hun ønsker at være.



PS: Kan navne have hårfarver?
PPS: Jeg håber ikke, jeg har fornærmet nogen.
PPPS: Jeg burde vist også have skrevet noget om at hedde Fie, men det må blive en anden gang.

Nisse II

Når man hverken har tænkt en stor tanke eller oplevet noget remotely relevant, så må man jo gentage sig selv indtil den lille imaginære inspirationspære over ens hovede tændes med et *plink*. Derfor bliver dagens blog på ingen vis original, men blot en bunke billeder af gode småting som den indre nisse har bidt mærke i. Ikke for at piske en julestemning alt for meget op. Kun lidt.

Nissen har f.eks. startet med at tage forskud på julegaverne til sig selv. Denne lilla uglevest er syet specielt efter mål af en pige på Trendsales, og hvis det ikke er fint, så ved jeg ikke hvad...

Nissen lagde også mærke til den hersens nederdel i H&M. Meeen det er sikkert sådan en ting, man ser komplet åndssvag ud i, når man ikke er en mannequindukke. Derfor lod nissen nederdel være nederdel, men stod alligevel lidt og holdt vejret med hovedet på skrå som en anden ravn, der har fået øje på noget skinnende.

Der var også de her kæmpe snefnugspompomer. Nissen mente, de burde hænge hjemme i stuen, men eftersom der ikke er sytten meter til loftet, en knitrende pejs og et gigantisk Disneyjuletræ, må det nok vente lidt.

Derfor måtte nissen dulme nerverne med en lille passende læskedrik...

...alt imens Viola smækkede stængerne op med sine fineste nye lilla sutsko (tak igen, Iben).

Ho ho ho!

Nisse

I går blev jeg spurgt, hvad jeg ønskede mig i julegave, og det er altid et vendepunkt at få stillet det spørgsmål. For det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at der inden i mig bor en tykkindet lille nisse med sne på huen, konfekt i mundvigen og gavekriller i maven. Jeg ælsker jul, traditioner, hemmeligheder, gavekøb og alt det der. Og selvom jeg har mange meninger om den massepsykotiske forbrugerjul, selvom jeg synes, det er alt for tidligt med julekatalogerne i oktober, og selvom jeg græmmede mig, da jeg købte kalenderlys i Netto, før kalenderen overhovedet pegede i retning af december, så begynder jeg altså at overgive mig nu. So sue me.

På min formiddagstrilletur så jeg den her i boghandlerens vindue - og kom vist nok til at hvine lidt af fryd. Prøv lige at se den tatovering! Jeg bøjer mig simpelthen i støvet for fans i den liga (selvom det, hvis det nu var mig, nok havde været en Dylan-tatoo). Bogen skulle også være ret interessant. Om ikke andet kan man da svælge i sin egen ungdom.

Julegaveønske I:

Julegaveønske II:

Og så, fordi I er så søde, får I lige et par valgplakater mere - for det er og bliver komisk. Det har intet at gøre med julegaver, med mindre, man ønsker sig et grammatikkursus og en venstreorienteret lakridspibe (hmmm, måske..?)

God lørdadadada.

Super friend potato maker

Lad mig først understrege, at dette ikke er en reklame, men bare en lille husmoderlig glædesberetning for den moderne kvinde. Eller noget...

Blandt dagens baby-, vasketøj- og kaffebesøgsrelaterede begivenheder var nemlig ankomsten af en længe ventet pakke fra Kina. Både manden og jeg er notoriske netshoppere, dimsomaner og udstyrstosser, og når man så præsenterer os for en webshop som den her, ja, så er der ingen vej tilbage. De har simpelthen alt. Som i...alt. I alle kategorier. Til ingen penge. Se selv efter.

Jeg vil ikke begynde at remse op, hvad der ellers var i den ret så store pakke, (som i øvrigt var blevet flået op og inspiceret grundigt af toldvæsenet til den nette afgift af en milliard) for noget af det ved jeg faktisk ikke engang, hvad er, eller hvorfor vi har brug for det.

Men jeg er særligt glad for den her tingest. Det er virkelig en no-brainer Made in China plastikdims, men den kan lave chips uden nogensomhelst brug af fedtstof, og jeg sværger i osterejens hellige navn, at de smagte vildt godt og fuldstændigt som almindelige chips. Faktisk bedre, for de var jo lune.

Kartoffelskiverne med salt på kom rent faktisk til at se sådan her ud efter otte minutter i mikroovn:

Jeg erklærer mig derfor totalt enig i det her lille udråb, hvad end det er. "Super kartoffel ven til din velsmagende mave"! eller sådan noget.

Og apropos fjollede oversættelser af ting, man ikke ved, hvad betyder, var der også den her keramiske kniv med i pakken. Den er både sund, skarp, high tech og...vogue?

Strike a pose, siger jeg bare.

November

Stor

Lille

Russisk

Dansk

Indendørs

Udendørs