Flo’s Diner holder flyttedag. Kom med!

*stiller sig op på ølkasse*

Kammerater! Eller…nej, vent.

Kære søde læsere.

Kan nogen mon længere huske, at jeg for et par nymåner siden proklamerede, at der skulle ske noget med Dineren? Den skulle hjertemasseres, genoplives, have kunstigt åndedræt – vælg selv ambulancerelateret metafor.

Jeg har siden da pønset og tænkt og gjort ved. Blevet afbrudt af livet utallige gange, mistet modet endnu flere. Hældte først den ene vej, mod at lave en full blown Jagtvej 69 og rydde matriklen. Så den anden vej, hvor jeg plottede overtagelse af verdensherredømmet og i fantasien blev millionær på mine udgydelser.

Jeg landede et rart lille sted i midten.

Og jeg er SÅ glad for at annoncere, at Flo’s Diner lever!

Dineren har fået sin helt egen side at bo på, nemlig flosdiner.dk, og den er for en gangs skyld fyldt med det, en Diner bør være fyldt med – nemlig mad. Nærmere bestemt opskrifter en masse.

Men ikke bare den gennemsnitlige flade ferskentærte og fedtede okseburger.

Fedtfattig - og møglækker - mad er i fokus. Så tæt på hjem, som det kan komme. For som I ved, kom min vidunderlige datter ind i verden med et helt særligt stofskifte. Jeg har ikke talt så meget om det, og det har jeg egentlig heller ikke tænkt mig at gøre nu, men det betyder kort fortalt, at hun ikke kan spise fedt.

Og det er der rigtig mange andre, der heller ikke (synes at de) kan eller vil.  Så derfor vil jeg gerne dele ud af min hverdagserfaring med at lave mad uden fedt. Både mad, som den ser ud på en stresset tirsdag aften, og som den ser ud, når det er jul, påske eller bare tid til at gøre lidt ekstra ud af det. Både for børn og voksne.

Nu håber jeg, at I kender mig godt nok til at vide, at jeg afskyr missionærer, og derfor er det vigtigt, at Flo’s Diner (stadig) er et hyggeligt sted at komme. Man kan være sikker på, at der IKKE er moralprædikener eller livsstilskoncepter på menuen. Jeg forbyder ikke nogen noget, og jeg lover ikke instant lykke gennem et liv uden fedt.

Jeg vil lave god, rar, lækker, sjov, eksperimenterende mad – uden fedt. Og jeg vil skrive en blog om det. Vil du være med, så kom, og inviter alle dine venner!

Tak fordi, I lyttede.

Flo’s Diner er open for business! Også på Facebook og sårn!

*træder ned fra ølkasse*

Smagsprøve

*Holder krampagtigt fast i din jakke og råber: du må ikke gå endnu, jeg skal bare liiige....*

I kan godt begynde at glæde jer til næste mandag. Der vil den store forpønsning ske. Jeg lover at forklare meget mere, når dagen oprinder, men indtil da kan jeg løfte sløret en lille bitte smule ved at sige dette:

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid kaldte bloggen for Flo's Diner. Men nu får det mening.

Og der skal laves kager.

Og I kan godt glæde jer.

Juhu!

Pøns pøns pøns

Der er mildest talt ikke gang i forretningen her i Dineren, hva?

Jeg ved godt, jeg har brugt adskillige indlæg på at beklage det, men for en gangs skyld har jeg ikke tænkt mig at pive!

Jeg pønser nemlig, og jeg håber sådan på, I hænger ved, indtil pønsningen kan forløses (den store forpønsling?). Snart, kære søde 83 faste læsere, snart!

Vent.....83? Hellige hammerhaj, hvor er det mange. Og hvor er det dejligt. Tak.

In other news har der været afholdt et par fremtidsruskende møder, blevet drukket en hel masse kaffe og tænkt tanker og gloet på efterår og håndteret en stor, sær sorg - og ud af det hele kommet en mærkelig personlig skrøbelig opblomstring. Der sker en masse, men massen vil ikke skrives ned. Sådan går det fra tid til anden.

Og så har vi igen et stakkels feberbarn, der pt. ligger og brænder som en lille kakkelovn i sin seng.

Der er altid noget at gøre for en husmor.

Gyseligt

Måske er det bare mig, men azzå, dengang jeg var lille, ing, der var der altså ikke noget, der hed Halloween. Der var heller ikke noget, der hed Valentines Day, men sådan er der jo så meget globaliseret americana, man ikke lige havde set komme.

Nu er der til gengæld skeletter, vampyrer, zombier, spøgelser, øksemordere, mumier, varulve, bloddryppende grotter, monstre, kryb og torturinstrumenter over det hele i anledning af den her syrede højtid - og hele balladen er skræddersyet til børn. Fantasien bliver virkelig fodret (grænsende til det foie-gras-gås-ned-i-halsen-stoppende) med gys og grusomheder.

Og så er det, jeg tænker: Hvad med de børn, der faktisk ikke kan lide det? Dem, der bliver reelt bange? Dem, der er mørkerædde eller bare lidt tilbagetrukne og følsomme i kanten?

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have nydt Halloween som barn. Min fantasi var alt for livlig, alt for levende, til at jeg var rigtig sej til at ryste den slags af mig. Jeg hvinede ikke af fryd, men af skræk, når der var nogen, der skulle være sjove og forskrække mig. Kan I huske Den Blå Vogn i Tivoli - før forlystelsen blev til det der klamme Lars Von Trier-agtige mareridt, det er nu? Jeg synes fandme, den var skræmmende, og jeg skulle OVERHOVEDET ikke nyde noget af kælderen under Madame Tussauds.

Er børn blevet mere hardcore, eller forventer vi måske af dem, at de er det? Og hvordan skal de sige fra, hvis det er for meget? Bare en tanke.

Tingtælleri

Jeg tror, det går godt. I forgårs skete der tre gode ting (hvoraf den ene var, at jeg købte tre frosne kaniner), i går skete der tre gode ting (hvoraf den ene var, at der kom børnepenge), og jeg tror på, at der i dag vil ske mindst én god ting - man skal jo ikke presse citronen alt for hårdt.

Hvis man nu gør et nummer ud af at tælle disse ting, og ikke er så kritisk med omfanget af tingen, så kan det faktisk lade sig gøre at forblive positivt indstillet det meste af en dag. Og så må det jo betyde, at det går meget godt.

I øvrigt pønser jeg på alt muligt, og det føles fantastisk. Det føles som om, jeg kan tænke. Bruge min hjerne til noget. At turde er en helt anden sag, for Tvivl er Turdes makker, det ved enhver. Så går de der som Forlæns og Baglæns og siger gonøf gonøf og kan ikke finde ud af, hvilken vej, de skal trække.

Men nu vil jeg bage en ævlekage.

God ting.

Dyre tasker

Jeg har altid været halvangst for pludselig en dag at se mig selv i spejlet og blive mødt af en, der prøver alt for hårdt på at klæde sig i en alder, hun ikke har. Både den ene og den anden vej. At selvbilledet ikke stemmer overens med spejlbilledet.

Nu ville det jo være en overdrivelse af bibelske dimensioner at sige, at jeg er specielt fashionistisk, men jeg går da op i at se orn'lig ud. Problemet er bare: Hvordan klæder man sig så, når man er 31 og en halv? Når man er mor? Når alle dem, der er yngre end en, endnu ikke tror på at kvindekroppen forfalder hurtigere end mænds. Når man for længst færdig med at lege studerende fattigrøv og går på arbejde (jaja, nu leger vi bare, ikke?) - et arbejde, man skal klæde sig nogenlunde pænt på til? Når alle dem, der er ældre, starter Facebookgrupper, der hedder noget med power eller primetime eller real women og ser rasende, blændende godt ud - til dels, fordi de har råd til det?

Jeg er ikke den eneste, der er i tvivl. Det kan jeg tydeligt se i gadebilledet - og det skærende punkt, mine damer og herrer, er første barn og første barsel. Når en mor har nået det punkt, hvor joggingbukser ikke går længere, men hvor hun ikke kan passe de snit og størrelser, hun plejede - og ikke har råd til særlig meget nyt - så er hun på herrens mark. Der går en blanding af selvbedrag og fandenivoldskhed i den, når hun står foran klædeskabet og kæmper med sidste års modediller, der ikke har en den tidsløse holdbarhed, der skal til for at gå en sæson mere. Ergo ser man disse kvinder på gaden i haremsbukser og kneehigh vinterstøvler. Hippiehuer og (gys) voksentøj fra dyre børnemærker. For stramt eller for løst. For kort eller for langt. For meget eller for lidt.

Før var det nemt, i og for sig. Man så godt ud i ret meget. H&M og genbrug, udskæringer ad libitum og halvgale, hipsterprægede, spraglede sammensætninger af stilletter fra Kvickly og en genbrugskjole fra Pisserenden. Pludselig er det noget andet. Nu ser man godt ud i ret få stykker tøj. Man ser pludselig sin stirrende refleksion i butiksruder, der præsenterer dæmpede grå og sorte farver, noget med store tørklæder, noget lidt mere eksklusivt ladylike a la stilfuld stram pageklippet udlandsreporter slash jeg-har-en-røvdyr-skobutik-i-Hellerup. Måske lidt pels hist og nitter pist, læder og freakin' iPhoneholdere i minimalistisk dansk design om halsen. Dyre, lange tasker. Om man så må sige.

Og så er det, man bliver fremmedgjort over for hele molevitten.

Så kære klædeskabsterapeuter og personal shoppers og udnyttelse-af-kvinder-i-krise-bestseller-forfatter-typer: I har et helt uopdaget marked. Det ligger og roder rundt et sted mellem 30 og 32, det er på barselsdagpenge, det har en krop, det ikke kender - og det har netop barberet ben for første gang i rundt regnet et år.

Jeg siger det bare.

Kosmisk modvind

Og mens jeg så gik og pønsede på, hvad der skal ske med bloggen, blev barnet sygt. Meget. Og vi bruger nu vores ferieuge på at passe lille feberfrans og holde nerverne i skak.

Røvtur.

CLEAR!

De sidste par måneder har det heddet sig, når jeg har fortalt nogen om min udvidede barsel, mit limbo, min orlov og alt det, at så har jeg jo god tid til at finde ud af, hvad jeg vil, larh-larh, blarh-blarh.

Nu er tiden her. Og den ER god. Men den er ikke til at finde ud af overhovedet. Jeg aner ikke hvor højre og venstre er efter et år i en følelsescentrifuge - og jeg er nået til den konklusion, at det er der så ikke så meget at gøre ved. Ikke før der er kommet noget afstand mellem min eksistentielle krise og tankerne om et arbejde og en art karriere. Så det bruger jeg tiden på at prøve at lære. So sue me, hest-man-bare-skal-op-på-igen.

Nå, men.

Jeg er jo, til min store fortrydelse, i mellemtiden blevet verdens sørgeligste blogger. Både sådan i toneleje, emnevalg og frekvens. Eller infrekvens, you choose. Min blog befinder sig på læselisten hos mange bloggere, jeg selv beundrer, og hvor får jeg dog bare nedtur af at være så infrekvent, at jeg havner i bunden af deres blogroll, helt gået i hak og uopdateret.

Og NU kommer pointen. Langt om længe.

Så jeg tænker, at Dineren skal have en genoplivning. Måske noget med nogen, der står omkring den med sådan nogle hjertestopsstødpuder og råber "CLEAR!". Eller måske bare en makeover. Eller et emneskift. Eller nåen flere fotografiske eksperimenter? Haikudigte?!

Eller en helt ny blog? Whoa.

Put down the gun and no one will get hurt

I dag fik jeg for første gang i mit trods alt ikke så gamle ægteskab en lodret ordre fra mand til kone.

"Jeg BEORDRER dig til at slappe af i dag," sagde han, inden han tog på arbejde.

Og så står man der og føler sig forkert med sine helt temperaturunødvendige uldsokker på og kigger på legetøjsrodet og yoghurtpletterne på gulvet og karrieren der ikke findes og pengene der ikke er der og mærker den stædigt konstante ulmende uro i maven over alt det, man ikke har en skid styr på. Og så indser man, at han har ret. For han taler nok ikke bare om, at jeg skal lade være med at styrte rundt i huset og husmorpanikke, men om at jeg skal remain the fuck calm. Ikke tage det så tungt. Det hele, altså. I ved.

Så i dag prøver jeg at lade være med at mene noget om hvad jeg skal. Eller skulle noget, jeg mener. Jeg vil i dag prøve at være min egen teflonpande og se, om jeg kan glide af på alt det, der ellers ville stege mit spejlæg, om man så må sige.

Trusler fra et skrabelod

"Klik ja, hvis du ønsker at le igen."

Er jeg den eneste, der pludselig ser Peter Mygind for mig som hårdkogt gangster, der truer folk til at skrabe Quick-lodder? Han kunne hedde Lazy Eye Pete og gå med pumpgun i en violinkasse.

Ja, jeg har for meget tid. Og for få penge.

Fie sælger ud

Jeg skal have råd til en vinterjakke. Hvis du vil hjælpe, kan du gøre et kup på min Trendsales-profil... jeg er totalt med på special prize for you og mængderabatter og alt hvad den kan trække!

KLIK HER OG KØB MIT KLUNS - eller hvad med en Fjallräv?

Brum, sum, pling

Sidste år ved denne tid kunne jeg få et blogindlæg ud af at have set en kastanje ligge på jorden nede ved Søerne. Med billeder og det hele.

Lige nu sidder jeg bare og glor ud i luften. Og luft er fandme ikke spændende. Er det?

Der er en time og nogleogfyrre minutter til klokken er 14. Så skal jeg hente 81,5 centimeters ballade, som for første gang i dag er blevet afleveret sådan rigtigt, og har sovet middagslur sådan rigtigt hos dagplejeren.

Aldrig har der da været så stille i den her lejlighed. Brum, siger opvaskemaskinen. Sum, siger computeren. Pling, siger telefonen ind i mellem.

Tik-tak ville uret sige, hvis vi havde sådan noget gammeldags noget hængende.

Jeg sidder i sofaen. Med støvler på, in case telefonen skulle ringe.

Ti små egotrips (på Højbro Plads?)

Lad mig lige først sige, at jeg ingen intention har om at tagge nogen. Den har snart kørt rundt længe, den der med at skrive ti ting om sig selv, så jeg tager lige en beslutning og sætter foden ned. Læs trygt videre, du bliver ikke udpeget til nogetsomhelst.

Men jeg fik udfordringen af Furhmann For Dig, og jeg tror endda også jeg fik den for længe siden af Karla & Ditte, og man skulle jo være et skarn hvis man ikke lige kunne hælde en masse ligegyldige facts om sit ego ud af ørerne.

1. Jeg har stadig ikke kørekort, og det er fandme ved at være en dårlig joke. Jeg aner ikke, hvordan jeg skulle starte en bil, hvis jeg blev sat bag et rat.

2. Går allerede i stå. Kan ikke komme i tanker om nogle anekdoter, jeg ikke allerede har brugt.

3. Jeg er nok blevet ret kedelig, så.

4. Til gengæld er jeg også lidt sjov nogle gange.

5. Havde som ung teenager en periode, hvor jeg syntes, at hekse var seje, så jeg samlede mig noget heksegrej og prøvede at stable et eller andet ritual på benene. Men jeg gjorde mig selv så bange, at jeg måtte pakke det hele sammen igen og gå ud af værelset for at trække noget luft.

6. Har én gang været med til live rollespil. Det var sjovt, men igen; jeg skræmte mig selv fra vid og sans ved at være klædt ud som spøgelse ude i en mørk skov.

7. Når jeg kigger op på en stjernehimmel er det første jeg ser altid Karlsvognen. Det slår aldrig fejl, og jeg aner ikke hvorfor.

8. Jeg har det svært med religiøse mennesker, hvis de snakker meget om deres tro eller gud. Jeg prøver virkelig at rumme det, men min ellers ret så smidige tolerancemuskel kramper helt til.

9. Er sådan lidt synæstetisk i det.

10. Kan godt blive lidt misundelig over, at min datter har en bamse at sove med. Det kunne da være hyggeligt, kunne det ikke?

*rømmer sig ned i mikrofonen*

Hrøm, hej. Er I der endnu?

Der var en, der spurgte, hvor jeg blev af, og om jeg havde forladt bygningen og sådan. Jeg er her stadig. Jeg sidder lydløst og læser jeres blogindlæg og tweets og opfører mig i det hele taget rigtig irriterende. Sådan en tage uden at give-type. Sheesh.

Men sagen er jo, som jeg fik malet på væggen med horn og trefork i mit sidste indlæg (altså forrige, ikke sidste som i sidste ever), at jeg lige nu befinder mig i orkanens øje. Limboets laveste indstilling.

First you spread your limbo feet. Then you move to limbo beat. Limbo ankle, limbo knee. Bend back like a limbo tree....Don't move that limbo bar! You'll be a limbo starrrrr! How low can you go?*

Er kommet i gang med indkøring i dagpleje, langsomt, langsomt. Kan ikke tænke på andet. Har desuden de sidste fjorten dage kaperet voldsom febersygdom, hospitalsture og soveproblemer, foruden en weekend i Sverige, for det ikke skal være løgn. I morges fik vi så endelig sat sving i den indkøring. Sød dagplejer. Søde unger. Synet af min lille glade pige i en kæmpe kommunal barnevogn, spisende ærter med to små drenge med store blå øjne. Bamse sikkert under den ene arm. Småpludren, udveksling af anerkendende grabs på hinandens bittesmå sko, et univers hvor homo mikro sapiens folder deres helt egen logik ud.

Det kommer til at tage tid. Og jeg har intet clue om hvor længe. Eller hvad der sker med mig i mellemtiden. Men jeg kan mærke, at orkanen drejer og at jeg snurrer med, så godt jeg kan.



*Ja, jeg husker sangtekster som Rainman tæller tændstikker. Limbo Rock, Chubby Checker, 1962.

Gode dyr er rådne

Tænk hvis man kunne stå på en plet på jorden, mens man zoomede ud fra sig selv. Så kunne man se alt det, der omgav en. Alt det, man ikke har styr på, eller som gemmer sig i blinde vinkler. Man kunne se, hvor dørene står på vid gab eller hvor folk vender ryggen til. Hvor vejen er blind eller hvor den er åben. Hvad der foregår, når man ikke kigger. Eller hvor man er behøvet.

Jeg læste en sur mands indlæg i noget ligestillingsdebat for nylig, og en kvinde kommenterede ham med nogenlunde disse ord: "Tror du ikke, kvinder bliver rablende sindssyge af at være lukket inde i barselsburet? Hvorfor fanden tror du, vi pludselig taler så meget om mikromakromad og børnetøj? Hvornår får mænd fingeren ud og forstår, at de skal tage halvdelen af ansvaret?" Jeg kan ikke huske præcist, hvad disse to debattører egentlig skændtes om, men det emmede tungt af martyrium og forsøget på at finde ud af hvilket køn, det egentlig er mest synd for, at man får børn sammen. Den kan man så lade stå lidt. De skulle fandme skamme sig.

Og nu skal jeg nok holde op med at tale udenom. Jeg er heldigvis ikke blevet komplet sindssyg af barselsburet, blot bekræftet i, at det praktisk-husmoderlige kald nok ikke er mit. Jeg føler mig oprigtigt stolt af, at jeg har kunnet løfte min del af ansvaret, hvor stor den del så end har været, for det vidunderfulde barn, der er kommet ind i vores liv. Selvom det har vejet tungt til tider.

Men dette barn skal nu i dagpleje. Mit lille, skrøbelige barn, som jeg troede skulle passes af mig indtil hun var omtrent 2 år, for det sagde vores læge. Men så sagde han noget andet, og vupti. Nu skal hun være hos mig to dage og hos en fremmed dame tre dage om ugen. Mens jeg er overgangshjælper, på standby og på orlov og i limbo og i alle mulige tilstande på en gang. Lige om lidt. Mit store, stærke barn. Hendes stakkels efterladte, forvirrede, bekymrede, identitetskrisehavende mor....ja, det er så mig.

Jeg har seriøst brug for, at nogen fortæller mig, hvad jeg skal stille op med mit liv. Jeg er jo en anden. Jeg kan jo ikke bare hoppe på toget igen. Eller kan jeg? Skal jeg? Og hvilket tog var det i øvrigt lige, jeg sad i? Holder det stadig på perronen og venter? Havde det en destination, jeg gerne ville nå? Jeg kan ikke huske det. Ikke huske, hvor jeg var på vej hen.

Adskillige tog er kørt fra mig, det gør sådan nogle jo bare - men på en eller anden underlig måde har jeg samtidig overhalet mig selv i et goddamn jetfly. Jeg synes, hele verden og jeg selv ser fuldstændig anderledes ud. Og jeg ved ikke, om jeg kan bruge de evner, jeg trods alt nok stadig har liggende et eller andet støvet sted, til noget. Om der er nogen, der kan bruge mig til noget.

Det er ikke muligt for mig at dele de konkrete, indviklede detaljer med verden. Men jeg kunne satme godt bruge et godt råd.

Hvad stillede du op med dig selv, da du var færdig med din barsel?

Mandagslinks happens

Det er ren tilfældighed, at det er mandag, at jeg blogger, og at denne post indeholder links. Men hey - sådan opstod Mandagslinks jo i første omgang, så det er sikkert karma eller sårnnåed.

Jeg måtte bare lige dele et par ting.

For det første. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for Eder, at jeg ikke kan sy. Jeg kunne sikkert godt finde ud af det, men jeg har tålmodigheds-issues. Så, er der nogen, der har lyst til at sy mig et pencilskirt i Tetris-stof, så siger de bare til.


Man kan få stoffet her og se kjolen her. Selvfølgelig er der et sted på nettet, hvor man kan designe sine egne stofmønstre, jeg anede det bare ikke. Og folk er jo sjove, så der er masser at svælge i.

Og så en anden ting, jeg blev så begejstret for, at jeg bare lige må råbe det over hustagene...

En mand køber gamle pulp fiction bøger med dramatiske forsider. Med en lille skalpel sidder han nøje og skærer omridset ud af den moralsk fordærvede kvinde, den onde doktor, den døende cowboy eller den vanvittige morder, der nu pryder forsiden. Han folder fint sin udskæring op fra papiret, sætter lyset og tager et billede. Og voila. Bogen lever med en helt anden intensitet, måske en helt anden historie...

I love it

En sidste ting, der måske er nok er ret lokal, men dog har spredt sig til eksotiske steder som Malmø og Ringsted, er Is A Bella, som er min nye bedste ven og isbutik. Jeg gider ikke diskutere med Spise med Price-elskere, eller andre, som ikke kan få autentisk fritgående fløde nok i deres is, men jeg synes, det er vidunderligt, at nogen går så meget op i kvalitet, hensyn og kærlighed til deres arbejde, at de laver verdens lækreste is - som ovenikøbet kan spises af diabetikere, allergikere, veganere og ja, også sådan en familie som os, hvor fedtprocenter pludselig er blevet et ømt punkt på grund af vores barn.

De har yoghurtis, sorbeter, italiensk mælkeis og den vildeste cremede is, lavet på rismælk, som smager så englene overdøver det irriterende "rigeligt smør"-kor.

Og hvis du tror, jeg bullshitter, så smag det selv. Det er virkelig godt.

Dagens Dark Side har jeg overhovedet ikke tænkt på, fordi det her jo ret beset ikke er Mandagslinks med vilje....men faktisk så jeg denne her hos hende med Tetriskjolen.

Fan girls unite!

Et næsten helt år

Fy, dårlig journalist, kan ikke holde deadline, fy, fy, skam sig!

*skammer sig*

Måske skal jeg have mig en ny ugentlig tjans i stedet for Mandagslinks, eller også skal jeg bare indse, at det er sommer, og det eneste, der genlyder i Dineren er det svage sus af støvet fra mine sandaler på vej ud i solen.

For nu er mandagen snart slut, og jeg havde fuldstændig glemt at der var noget, jeg skulle på bloggen. Jeg er nemlig i gang med at holde dagene ud indtil weekenden, hvor der vanker en hel uges ferie med ham den lækre filmdirektørtype, jeg har giftet mig med. Jeg glæder mig. Og inkluderet i ferien er hele to fødselsdage, én for direktøren og én for underdirektricen.

Tænk, at hun fylder et helt, rundt år. Det lille lange hyl.

Som rejser sig op ad alting og ser ud som om, hun har besteget Mount Everest - hver gang.

Som er begyndt at løfte det ene ben, når man holder hendes hænder, så hun ligner Karate Kid.

Som resolut sorterer i sin mad og smider det, hun ikke gider, over skulderen. Duer ikke, væk.

Som ikke kan fordrage øllebrød, som det eneste.

Som kravler som en gorilla med en snedigt gada-gung-bensystem.

Som har sit helt eget sprog, hun ævler dagen lang. Det eneste, der giver nogenlunde mening, er "abbe", som vistnok betyder bamse, og "oane" som vistnok betyder tomater.

Som er totalt spørgejørgen og vågner med et "DET?!" de fleste morgener og peger på et eller andet.

Som er ved at få krøller i sit hår. Men ingen tænder endnu.

Som har været kilden til så meget forfærdelig angst og så meget enorm kærlighed i et helt år.

Jeg skrev engang, da hun lige var kommet til verden, at jeg måske en dag kunne skrive mere om den stofskiftedefekt, hun har. Men det kan jeg ikke endnu. Jeg konstaterer, at den er der, og at Viola er her, og at begge dele kan godt lade sig gøre samtidig. Efter man har vendt vrangen ud på sig selv et par gange. Og fyldt en blog med ting, der ikke har med det at gøre.

Kære læsere, hvis der er nogen tilbage: Jeg nyder denne sommer mere, end jeg troede var muligt. Og jeg skal nok vende tilbage til Dineren, når jeg kan. Måske er det i morgen, at inspirationens lyn slår ned, måske er det om en måned. Men hæng på. Imens læser jeg stadig alle jeres fantastiske ordgøglerier trofast og nyder hvert sekund af den verden, der har hjulpet til med, at jeg efter verdens længste vinter stadig er rigtig i hovedet.

Mandagslinks, helt uden Roskilde

Hellige hyphest, hvor blev jeg dog glad for at finde denne 18-årige piges blog. Hun har netop taget sin high school eksamen i Pennsylvania et sted, og den sidste måned af sit liv som skolepige-teen dedikerede hun til at læse hvert eneste nummer af Seventeen Magazine og følge dets råd om mode, hår, mad, krop, flirt og så videre.

Hendes regler for projektet var, at hun hver dag skulle 1) følge mindst ét skønhedstip, 2) følge alle slanketips, 3) afprøve alle foreslåede aktiviteter (hav selvtillid i bikini, f.eks.) 4) læse alle bøger/se alle film, bladet anbefaler og (trommehvirvel)....5) hænge alle "hot guy"-idol-plakaterne op i sit værelse.

Hun rister dem. Over en sagte, velformuleret, begavet ild. Men ikke uden at give dem en chance. Tak, ukendte almindelige sjove Jamie, for i så ung en alder at arbejde for at eliminere stereotypierne om, hvad en pige er. Hvad en pige gør. Hvad en pige synes. Hvad en pige bør. Hvordan en pige skal se ud. Så kan de pakke deres silky hair og scoretips og stripperhæle og bikinifejl og hjernedøde mødomsprædikende vampyrlort langt væk, kan de.

I bliver simpelthen nødt til at læse bloggen!

Her er et af de billeder, en læser har sendt hende. Mere tak.

Den blog har fået mit Like-stempel.

Jo, de her stempler findes faktisk og kan købes for en halvtreller. Køb, køb, og grin hele vejen.

Ovenstående er skrevet som kladde. Men nu, hvor den dagens indlæg skal skrives færdig, konstaterer jeg, at dagen i dag bare ikke er god. Til noget. Den startede dårligt, fortsatte dårligt og ser ud til at blive dårlig hele vejen gennem de næste mange timer med hedebølgebarn m. snotnæse. Vil. Ikke. Sove. Vil. Gerne. Græde.

Så mandagslinks bliver ikke længere end det her.

Slut.

Give away - EKSTRA VINDER!

Alert alert!

Det viser sig, at der er endnu en heldig vinder af min fabelagtige give away. Den kære Leoparddreng var så ærlig at sige, han nok kun ville få læst den ene bog, så jeg kunne trække en anden vinder.

Det drejer sig om Meghan D. Jakobsen: Trods og Trisse Gejl: Skjul.

Endnu et besøg hos random.org viste, at den heldige vinder af disse to bøger er:

Cecilie B!

Tillykke Cecilie, og skriv mig en mail på dinerpost@gmail.com

Give away vinder!

Hej alle I dejligste 20 mennesker, som deltog i min første give away!

Vi har nu en vinder, og vedkommende er fundet så tilfældigt, det kan gøres, på www.random.org. Ikke noget med at lade barnet spise lodsedler eller den slags.

Her tastede jeg tallene 1-20 ind og bad generatoren finde et tal.

Svaret blev 11 - og det betyder:

Leoparddreng, du har vundet de 3 bøger! Tillykke.

Skriv til mig på dinerpost@gmail.com!

Hurraaaaarh!!

Give away

Eftersom jeg for noget tid siden vandt en hel bunke neglelak i en give away hos Maminka, føler jeg, at jeg må give noget videre. Jeg vinder aldrig en fløjtende dyt, og det er jo dejligt med al den held i kærlighed, dét giver, men jeg bliver altså også så julegriseglad, når det så endelig en gang imellem sker, at mit navn står på vinderloddet.

Da jeg, for hvad der føles som tusind år siden, gik på arbejde, var jeg så heldig, at det var et sted, hvor forlag sendte deres bøger hen i håb om en lille omtale. Mange bøger. Og da vi for nylig omkonfigurerede bogreolen, så de vigtige, voksne ting står øverst og de mere flå-du-bare-dem-i-stykker-lille-skat-agtige nederst, blev der nogen til overs, som stammer fra disse forlag.

Måske er det verdens kedeligste give away, det ved jeg ikke, for jeg har aldrig kastet mig ud i den slags. Men hvis man er bogglad, er det måske ikke så skidt?

Det er dem her, du kan blive den heldige bladrer af...i..øh, ja.

(Det er Kaaberbøl/Friis: Drengen i kufferten, Meghan D. Jakobsen: Trods og Trisse Gejl: Skjul)

Bare skriv et eller andet som kommentar, og så deltager du. Gerne noget om, at det ikke er helt latterligt *usikkert flakkende blik*... Og vær gerne til at få fat i. Maminka måtte råbe ret højt, før jeg hørte, at jeg var vinderen. Rundstyk. Jeg udtrækker en tilfældig vinder på fredag d. 25.

Mandagslinks beklager...

Jeg er ked af at sige det, men mandagslinks bliver der altså ikke noget af i dag. De er gået på sommerferie...eller hvad det nu hedder, det dér de bruger som undskyldning for at lukke øjnene for folkets røst inde på Christiansborg. Jeg kunne godt smide et par lænker op til pæne ting, jeg ikke har råd til, men det er der ligesom ingen, der bliver beriget af. Specielt ikke mig.

I den seneste uge har det været virkelig sjældent, jeg har åbnet MacBooken for at bevæge mig udenfor de trygge stakitter om de sociale mediers børnehave, og det skyldes nok især, at jeg som verdens sidste firstmover (første lastmover?) har fået mig en Twitteraccount og ved Jezus ikke kan finde ud af, hvad jeg skal med den. Hvad kan konceptet, som Facebookopdateringer ikke kan? Og hvorfor kan min ellers så dejlige HTC Magic ikke køre den nye Twitter-app til Android? Og hvem skal jeg følge? Og hvorfor? Og hvor fanden er de henne?

Jeg ved, at der er flere af jer, der er glade tweeties, så kan I ikke lige forklare mig...noget?

I øvrigt bliver det godt vejr i dag. Så det har jeg tænkt mig at nyde. Måske med et lille tweet fra Kongens Have?

PS: Dagens Dark Side skal INGEN snydes for. Så her kommer den.

Velbekomme. Den kan købes her. I det, der må være Mekka for stjernekrigsdingenotfans.

Søndagslink (hey, det er da først i morgen?)

Ja, det er først i morgen, at der skal linkes, men det er vigtigt, det her. Vigtigt, siger jeg!

Jeg vidste da godt, der var noget, der hed mikrolån. En ædel tanke, hvor gedehyrder i Nørre Bagindien nyder godt af vestlige velgøreres blødende hjerter. Ing?

Jeg ved da også godt, at jeg selv har tordnet mod Den Gode Sags Disciple, når de svingede deres dreadlocks ind foran min barnevogn og standsede mig med skyld og skam over klodens undergang, hvis ikke jeg snart fik tændt op under det Visakort.

Men jeg har aldrig selv undersøgt, om det var noget for mig at støtte nogen som helst på en så direkte måde som ved de hersens mikrolån. Og så var det, at jeg fik nys om kiva.org, hvor det næsten ikke kan blive mere direkte. Her kan du helt enkelt bladre gennem billeder af mennesker med et ønske. Mennesker, der siger: Her er mit ansigt og min vilje.

Det virker fandme stærkt på mig. Også at det ikke er donation, men et lån. Det er der en vis smuk stolthed i.

Det er mænd og kvinder, grupper og singler, helt almindelige folk på den anden side af jordkloden. De fleste vil gerne opstarte en lille business med at sælge køer, klippe hår, kværne majsmel, you name it, og andre har et ønske om at få repareret taget på deres hus, så det ikke regner ind, så de ikke er forkølede hele tiden, så de bedre kan arbejde, så de kan tjene nogle penge, så ungerne kan komme i skole....

Man kan filtrere folk efter køn, behov, verdensdel, og hvis man er lidt mere emsig, også efter, om den lokale hjælpeorganisation, der sætter aftalerne op, er kristen, hindu eller noget andet ideologisk. Jeg synes på sin vis, det er nok, at et menneske har mod og kløgt til at komme fremad på den måde. I selv de fattigste lande, i de fjerneste egne, kan de se potentialet i at bruge internettet, at udnytte globaliseringen til at udjævne den skæve vægt i verdens rigdomme.

Og ja, mit hjerte bløder da især for den enlige mor i Peru, der kommer fra et voldeligt ægteskab og ønsker at låne 1000 dollars, så hun kan sende sin fireårige i skole. Men faktisk lige så meget for den unge mand i Rwanda, der har en soft drink-butik og gerne vil kunne købe en maskine, der kan holde mælken kold. Det kræver cojones af dem begge at vise deres glatte ansigt.

Suk. Jeg ville helt vildt gerne bruge mine mad communications-skillzzzz til at få dig til at klikke på kiva.org. Jeg kunne ævle op og ned ad stolper. Men hvis der er noget, der giver mig fniller, så er det jo netop missionærer.

Så nu skal jeg nok holde op.

Next Stop: Fadderbarn!

PS: Nu tænker jeg jo på, hvorfor det er, at man (åh, forjættede "man"... jeg mener jo "jeg") reagerer sådan på folk i fattige lande, langt, langt væk fra studenter og bøgetræer og strandede hvaler og "mine dagpenge er større end dine dagpenge". Der er jo, uden tvivl, mange mennesker lige om hjørnet, inde hos naboen, nede på bænken, der har mindst ligeså meget brug for dine penge og din hjælp. Mødrehjælpen, Sex & Samfund, Hus Forbi, Reden, Børnehjælpsdag, Julemærkehjemmet, Stop Mobning, Stop Volden, integration, lokalengagement, pust støn gisp. Det er mennesker, du kan se i øjnene på daglig basis. Men også kigge væk og lukke din dør, hvis deres desperation skulle lyse så meget ud af dem, at du blev blændet. Måske gør det mere ondt? Måske klistrer plasteret på samvittigheden bare bedre, hvis du kan klikke "Donate 25$ to poor Rosa from Paraguay" og lukke laptoppen og gå ud og drikke din fairtradekaffe i fred for den fattiges blik? Hvad tror du?

Mandagslinks for store og små

Der er vist noget med, at vejrudsigten siger sommer-eller-noget-der-ligner i ugen, der ligger foran os, så som den servicemindede servitrice, jeg er, iler jeg fluks med nogle seje opskrifter på frys-selv is.... for voksne.

For hvem har egentlig sagt, at man ikke må peppe sine is lidt op? Og hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Se nu her: Lemon-vodka ispinde, chokolade-bourbon ispinde og...åh, himmel! - fersken-prosecco ispinde.

Se lige på den sucker (!) Hvem vil lave sådan nogle sammen med mig?

Det kræver jo nok noget af en afledningsmanøvre at holde småfolket fra isene. Så det har Dineren naturligvis også en sej løsning på:

How to make verdens største hjemmelavede ispind!

Mens vi er ved søde ting på pind, så har jeg åbenbart ikke opdaget, at cupcakes faktisk ER overståede. De er bare zå 2009 - kager på pind, såkaldte cake pops, er nu the shizzle. Der har vi beviset på, at jeg reelt set ikke er særlig Martha Stewart (pyh!). Men det er en meget fin tendens, som jeg da godt kunne fristes til at smide penge efter - og fordømme med et fnys, så snart den bliver allestedsnærværende...*host*.

Men se nu lige her

Lakridsben er da for nuttede. Minder mig lidt om det tidsfordriv, vi fik juledagene til at gå med...

Mens man sidder og guffer får, bier eller det sofistikerede svar på en vodkafyldt vandmelon i sig, vil jeg da lige anbefale lidt at kigge på. F.eks. den her samling af fantastisk kopi-legetøj.

Nårh, lille Specialman. Står du der helt alene i dine røde underbukser?

I dag er det hele åbenbart noget med små ting eller ting til små folk eller legetøj eller kager. Hvem sagde barselsramt? Eller bare barnlig som pokker.

De kan alle tre købes her - i måske den sejeste børnetøjsbiks in de wurl.

Og så til sidst, ovenikøbet inden for tema:

Dagens Dark Side!

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Har lyst til at skrive noget klogt om arv og miljø, men jeg tror bare, jeg nøjes med at konstatere, at der nogle gange sker virkelig underlige ting, når nørder bliver forældre.

Den lille onde lord og alle hans venner kan købes her.

Enebarnet

Her kommer det. Indlægget, der med blinkende neon-pile og hornorkester og båthorn stiller sig på øretævernes holdeplads. Indlægget om at være enebarn.

Jeg har hørt på det hele mit liv. For jeg har nemlig ingen søskende. Og folk kan ikke længere sige noget, jeg ikke har hørt før. Eller tænke noget om mig, jeg ikke før har fornemmet skulle hænge sammen med min alenehed.

- Savner du ikke en bror eller søster?
- Bliver du ikke sindssyg af at være alene om/med dine forældre?
- Er der noget galt med dine forældre, siden de kun fik et barn?
- Nå, men så er du jo hamrende forkælet?
- Vil du ikke selv have flere end et barn, når nu du ved, hvordan det er?
- Nå, så er det derfor, du er så egoistisk?
- Nå, så er det derfor, du er sådan lidt socialt akavet?
- Det er altså ikke sundt for børn at vokse op som enebørn.
- Det er da synd for dig.

(svar: nej, nej, nej, ja og det staves e-l-s-k-e-t, øh hva'?, ??, sikkert, nå, og i lige måde da)

Bare smag lidt på ordet. Enebarn. Alenebarn. Det eneste barn. Som i "arj, fik I virkelig ikke flere?" Men også som i "Du synes nok, du er noget - og det tror da fanden, siden du aldrig har måttet kæmpe for mors og fars opmærksomhed."

Alt det her er jeg sådan set ovre. Jeg gider ikke længere forsvare det. Folk må selv ligge og rode med deres psykoanalyser af mig og min opvækst og min forFÆRHdelige ensomhed. Selv er jeg godt tilfreds med den. En-somheden, altså. Den alene-hed, jeg oplevede som barn og ung, hang sammen med nogle helt andre ting - og var i øvrigt slet ikke så voldsom som den, f.eks. mobbeofre kan opleve. Det var mere noget med at være anderledes og være ven med dem, der også var det.

Men.

Nu forholder det sig jo sådan, at jeg selv har ét barn. Og så kommer den næste haglbyge af spørgsmål åbenbart helt naturligt. Som om det er et begynderbarn, en test, en prøveklud:

- Nå, hvornår skal I så have nummer to? (sagt lidt skælmsk, men med tydelig alvor)
- Er du ikke bare snart vildt skruk igen? (sagt med opspærrede øjne og indforstået fnis)
- Hvor lang tid vil du lade der gå, før I skal have en lillebror/søster? (sagt med ophøjet børnepsykologisk mine)

Prøv at folde hjernen rundt om den her: Hvad hvis nu, vi ikke fik flere? Hvad hvis nu, vi ikke ville? Hvad hvis nu, det var det bedste for os?

Jeg siger ikke, at det er sådan det bliver. Eller at det er sådan, det ikke bliver. Men hvad nu hvis?

Ville det være så forfærdeligt?

Mandagslinks. Inklusiv alting.

Why, hello. Det er mandag, er det, og selvom det på min let hummerfarvede hud kan ses, at det ikke har været skærmen, der har optaget mig i den seneste uge, er det tid til links - og ingen skal snydes for links.

Lad os starte med kager. Altid en god idé.

Den verdensomspændende cupcake craze ser ikke ud til at løje af foreløbig, og selv om det jo ikke helt er min kop kaffe at gå amok i den slags cute Martha Stewart-ness, kan jeg ikke lade være med at hvine som et lille egern, når jeg ser alt det bagerelaterede halløj, de har hos Bake It Pretty. Vil du lave en stjerneformet kage med glitrende, grønlyseblåt sukkersand, hjemmelavede slikkepinde formet som ananas eller pynte dit bagværk med et overskæg på pind, jamen så er du kommet til det rette sted.

Kan næsten ikke lade være med at købe dem her. Knapper af sukker. Ja tak!

(Okay, der bor måske en lille Martha Stewart inden i mig. Hun har bare ikke tid eller tålmodighed eller selverkendelse nok til at komme ud særlig tit. Men en gang i mellem sidder hun i hemmelighed og drømmer lidt om alt det her)

Ahrøm. Nu til noget ganske andet. Jeg læste den her vanvittigt interessante klumme i Wired om hvordan, vi er blevet bedre og hurtigere til at ile med økonomisk søttte til katastrofer rundt i verden, efter det er blevet muligt at hjælpe ved blot at sende en sms med teksten "GLORIEPUDSNING 100KR" til 1231. Og det er jo godt! Det er faktisk afgørende! Der kommer penge frem til dem, der har brug for det. Men hvorfor gør vi det - og hvorfor på den måde? Og hvad betyder det for vores engagement i verden?

Her er et udklip:

Luckily, we now have digital tools fast enough to keep up with our inborn empathy trigger. Want to help? Text in some shekels to 90999 and suddenly you’re part of the solution — which, as we now know, feels good on a neurochemical level. In fact, one can easily imagine socio-technological advances knitting us into a kind of decentralized superorganism — a pan-humanity nerve array that senses where it hurts and sends help in real time. Remember that tacky fiber-optic Tree of Souls from Avatar? Well, fluff your brain-braid, my blue brother: It already exists, and it’s growing out of your smartphone.

Læs, læs, læs.

Apropos instant karma, så er her et t-shirt koncept, som jeg finder meget besnærende. Hvert døgn udbydes et nyt design til blot 9$, men hvis man vil have det, skal man beslutte sig her og nu. I morgen er det væk, og det kommer aldrig til salg igen. Man kan uploade sine egne designs og måske være den heldige, der får sat det til salg. Så tjener man en dollar pr. solgt t-shirt. Jeg skal i hvert fald holde et skarpt øje med den side, skal jeg.

Et eksempel på et design, de har solgt.
Spock, paper, scissors (!!)

Her har vi så til gengæld en mand, som ikke kan vælge. Og når jeg siger ikke, så mener jeg OVERHOVEDET IKKE. Engang i 90'erne sad han og malede nogle superhelte, og så kunne han ikke holde op. Så nu har han gang i et maleri af alting. Som i alle ting. I hele verden. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre, tænker man, men er du gal, han gør et godt forsøg. Det er helt gakket at klikke rundt i, men også ret mindblowing, at han overhovedet forsøger. For hvad er alting? Og afhænger det ikke af, hvor man ser det fra?

Nå, men her er det. Og ja, Holger skulle også være der et eller andet sted.

Her er det kun en brøkdel.

Ugens WTF må være den her: En mor udstationeret i Afghanistan sender brystmælk hjem til sin dreng, så han da ikke skal undvære alle de gode stoffer, der er i mælken, mens mor er ude og undgå at blive slået ihjel. Hvad med at blive hjemme, dame, og være, hvor du virkelig er behøvet? "She's been gone for so long, nearly half of his life. Every time he hears her on the TV, he crawls up to touch it. He knows her face and her voice. He knows his mommy," siger stay-at-home daddy. For ind i hede hule misforståede heltegerning. Jeg ved godt, det ikke er sort-hvidt, og at hun sikkert ville bryde sin kontrakt, hvis hun blev hjemme. Guderne skal vide, at jeg går ind for, at man passer sit job - især i ligestillingens fællesbarselsnavn og dét. Men Afghanistan, alligevel? Tja, måske. Brystmælk sendt med UPS kølevogn? Bare underligt. Lille dreng, som principielt stadig ammer, der kun har set sin mor i halvdelen af sit minimale liv? Just plain wrong.

Mens vi er ved soldater, er her en fabelagtig fotoserie, som hedder American Soldier. Ian Fisher, 18 år, tager eksamen, kommer i hæren, får barberet hovedet, gifter sig med sin kæreste og sendes til Irak. Han kommer hjem igen uden skrammer, og alt er fint. Men det er en virkelig rørende billedfortælling. Og trist. Den minder mig om et klip fra Across The Universe (nogen andre, der har set den? Virkelig en film, man ikke ved, hvad man skal mene om.)

Her er fotoserien

Så er vi ved vejs ende. Trommetrommetrommelommelommelommelomme *bækken*.

Dagens Dark Side!

Fra tid til anden skændes vi alle med henholdsvis den hvide, rene, retskafne engel på den ene skulder og den røde, cigarrygende, hævntørstige djævel på den anden. Det er ikke altid let at vælge mellem lys og mørke. Well, hende her har åbenbart valgt side og går nu rundt med et tungt åg af mørke kræfter.

Undskyld, men du har noget siddende bag på din trøje...

Sex and the city

Nej. Det handler ikke om en klike af overdressed material girls i dyre stripperhæle, der hedder noget med Blah, som af en eller anden grund har fået æren for at kvinder kan nogetsomhelst selv. Ud af den sætning kan man forhåbentlig læse min holdning til dét fænomen og også regne ud, om jeg vil betale penge for at se 2'eren.

Ligesom mit elskede Found Magazine, der har en lillebror, som hedder Dirty Found, har jeg gået og samlet lidt sammen af lumre fotos fra hid og did. Bare for at kunne lave et lille tema en dag. Og forvunden er nu al vor nød, thi dagen est oprunden... og sårn.

Først har vi den her, som står skrevet midt på Købmagergade. Jeg tænker, at hun/han der har skrevet det, er ret sikker på, at Daniel, exen eller en tredjepart (fjerdepart?) i dramaet kommer forbi og ser det her. Og bliver bitter.

Så er der dem her...

...som ikke rigtig står mål med, hvor stolt denne vægskriver er af sin....ja.

Den her sidste gik først lige lukt i forargelsescenteret i min husmorhjerne, men efter lidt betænkningstid konkluderede jeg, at jeg faktisk ikke forstår den. Hvad er der at forstå, tænker du måske. Jamen, hvem er afsenderen? Fædre, der synes, de får for lidt? Mødre, der synes, de får for lidt? Babyer, der vil have søskende...!? Ved du noget om dette både direkte og kryptiske stykke spraykunst på cykelbroen mellem Nørrebro og Frederiksberg, så sig frem.

Hvad kan man få for 50 kroner?

Svaret er et dukkehus fra 1969, der åbner på midten og har en lille dørklokke, der siger *ding*.

Her har de en hund, der hedder Snoopy...

Der trænger til at blive støvsuget...

Krydderihylden er fuld...

Og der er børnetime i fjerneren...

Her er både åben ild og to ovne, inklusiv kyllingesteg....

Jeg tror, det var sådan, Brady Bunch boede.

Ih altså.

Mandagslinks, nu med bøffel

Buffalo buffalo Buffalo buffalo buffalo buffalo Buffalo buffalo.

Ehm.... hvad?

Jo. Ovenstående er en sætning, en grammatisk fungerende sætning, selv om man skulle tro, det var løwn. Prøv selv at se her. Når du så har brugt lidt hjernerotationer på dén, synes jeg, du ligesom jeg skulle gå og gnægge lidt over, hvor godt et ord, Bøffel egentlig er. Bøffel bøffel bøffel. Goddag, jeg vil gerne have en bøffelbøf.

Og så er vi vist i gang. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at lave Mandagslinks i dag, fordi jeg er så indædt forbandet over den groteske spareplan, Regeringen og DF går og pusler med. Hver dag kommer nye historier frem om, hvilke svage og udsatte mennesker, den kommer til at gå ud over. I går aftes måtte jeg stå og bande ned i et glas vin i køkkenet i en lille time, før min puls kom ned. Men. Jeg har ikke brug for mere pulsstigning lige nu. Ikke mere drama. Jeg vil have min søndag i fred og tænke udramatiske tanker og bage kage og pusle om dem, jeg elsker. Det er der fandme ingen, der skal spare væk.

Derfor bliver det en kort lille linktur, men med gode vibes til jer alle.

Hvis du ikke får din søndagsavis, så anbefaler jeg at læse den her serie i Politiken. En sjældent smuk og indlevende reportageføljeton fra den lukkede afdeling. Sådan kan journalistik også være, mine damer og herrer, når det er bedst. Hvis I spørger mig.

Måske trænger du til en kop te til din avislæsning?

Så dyp en svensk kongelig

Selvom det er en kort fornøjelse i dag, skal I da ikke snydes for en tur til The Dark Side.

Hvor sejt kunne det ikke lige være, hvis stemmen i din GPS i stedet for at sige "Drej til højre, nu" med nordsjællandsk husmordiktion sagde "Turn around when possible, the circle is now complete," med Darth Vader-stemme?

JAMEN, DET ER MULIGT!

Og endnu bedre: Hvis du vil se, hvordan sådan et under er blevet til, kan du komme med behind the scenes, da lyden blev optaget.

Hej hej.

Test fra Androblogger

Yep, det er en test!

Kvindebilleder og kiksekage

Det står garanteret i samtlige aktivitetsguides for barslende mødre, men jeg har ikke rigtig læst nogle af dem, så min opdagelse fik mig til at føle mig stort set genial. Det var i mandags, det var pinse, alting havde lukket, det småregnede og jeg var ude at vade med Viola.

Jeg trillede forbi alle mine sædvanlige pejlemærker, men svingede så ned ad en ny gade, forbi en kirke (med den tilknyttede Café Luther - de havde dog ikke lagkage), og kom til Arbejdermuseets smældende røde faner. Hey! De havde åbent! Og var søde og gav mig elevatorkort. De havde en sej, billig museumsbutik fuld af genoptrykte påklædningsdukker, klassiske børnebøger og kogebøger, håndlavede bolsjer, sjovt gammeldags legetøj og masser af plakater og postkort med retrostemningen helt i top.

Se dét er noget, Turistbureauet Røde Olsen gerne vil anbefale. Viola synes, stedet var fantastisk. Selv om hun ikke forstår noget som helst af det, fik hun gloet og gumlet på sin bolle og peget på alting og sagt noget, der mindede om et begejstret "hej" til en voksfigur af en stakkels arbejdsløs mand fra 1930'erne. Jeg kan huske den selvsamme figur fra min egen barndom.

Needless to say, jeg tog et par billeder, men det er meget bedre at se det selv. Reklame, reklame.

Hende her forestiller vist nok Fru Sørensen, som fik otte børn...

I det hele taget var noget af det mest interessante (synes jeg jo) kvindehistorierne og -billederne på stedet. Se bare her. Uha, det var hårdt at vaske tøj i 1750..

Men vupti, 200 år senere kom vaskemaskinen, og man kunne sidde med sit bobbede hår og læse dameblade i stedet for at slave. Eller hvordan virkeligheden nu var.

Jeg gætter på, at den var sådan, at hvis far mistede jobbet, så var man seriøst på spanden. Vaskemaskine eller ej.

Jo flere munde at mætte, jo større katastrofe ved arbejdsløshed. Pas derfor godt på. Sometimes a cigar is not just a cigar.

Uha, tænk at få sit navn smækket op her... på Jord og Beton Forbundets Skruebrækkertavle. Av.


På museet har de den hyggeligste kaffebar, indrettet fuldstændig som i hedengangne tider. Man kan få marmorkage, Yankie Bar, kaffe og den slags - men den største sællert, sagde ekspeditricen, var kiksekage og citronvand.

Og så var der jo den der museumsbutik. Hvor jeg købte mange, mange fine ting, for jeg kan aldrig lade være... seriøst, mangler du en gave, så gå derind. Man behøver ikke betale entré. Hvad med f.eks. en Stauning-brille - med styrke?

PS: Meget apropos så jeg den her på vej hjem. Og undredes.

Andrea skriver gæsteblog, hurra!

Forhistorien først. En gang for længe siden gik jeg på højskole. Ikke den slags, hvor man bor og lever og bliver suget ind i det sociale edderkoppespind a la efterskole. Nej, det var en daghøjskole. Jeg pendlede fra provinsen 1 time i rødt regionaltog hver eneste morgen fra min første flytte-hjemmefra lejlighed til København, hvor højskolen lå og stadig ligger.

Der mødte jeg, blandt mange andre, Andrea. Hun skrev digte og historier, der emmede af vildskab og forvirring og følsomhed og vinger, der nogle gange fløj højt og andre gange var helt ulmende brændte i kanterne. Sådan husker jeg det i hvert fald. Hun havde endda børn, hvilket var et rimelig vildt perspektiv for en 20-årig som mig.

Så kom Facebook, lang tid efter. Og folk dukkede op igen. Også Andrea, men ad helt andre veje, og det var først, da jeg havde gloet på hendes profilbillede og hjemmeside en hel del gange, at der var noget der sagde *ding* i mit hovede. "Sig mig, var det ikke noget med at vi engang...". Jo. Jeg husker blandt andet, og det har jeg vist ikke engang nævnt for hende nu, at jeg var tvunget til at kysse hende i en omgang sandhed eller konsekvens, fordi jeg havde en kæreste derhjemme, og så kysser man jo ikke på andre drenge, vel. Piger kan man åbenbart godt. Go figure.

Vi fik begge en skrivebaseret karriere, sådan cirka. Andrea er stadig vild. Blandt andet skriver hun bøger - om Facebook, faktisk. (Hvor jeg stolt stak hovedet indenfor) Og så er hun lige blevet mor, igen. Og så bor hun lige på Mars. Og så har hun lige skrevet et gæsteindlæg til Dineren. Og det giver fandme mening. Tusind, tusind tak for det. Her kommer det:

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel.

Dengang gik jeg rundt i Københavns gader med en gammel, rusten barnevogn, jeg lå på gulvet med min baby og stirrede på ham i timevis. Jeg havde ikke så meget andet at lave.
Tiden gik langsommere dengang.

Så langsomt, faktisk, at hver eneste sekund kunne mærkes fysisk, som gåsehud på min overarm. Så kom han i vuggestue og jeg kom på højskole og pludselig gik tiden igen hurtigt og som den vandmand jeg er, strømmede jeg bare med, uden at tænke så meget over det. Hvilket jeg lige siden har fortrudt.

Højskolen lå i indre by og i pauserne sad vi på taget og spillede guitar. Jeg kendte ikke nogen, men jeg lod som om jeg gjorde. Sådan er det i byen. Man skal helst lade som om man kender en hel masse. Man skal helst være upåvirket og man skal helst lade som om man er street-wise - og selvom man kommer ude fra markerne, hvor der ikke er en skid at være street-wise omkring. Mark-wise.

Fie kom ude fra markerne. Hun var faktisk nærmest lige stået af fire-toget. Hun havde stadig det lidt for opmærksomme udtryk i ansigtet, dét der udtryk hvor man endnu ikke har lært at lade som om man kender en hel masse. Til alt.

Vi skrev digte, dengang. Vi læste dem op for hinanden, i et lille rum på højskolen, med nærmest hviskende stemmer blotlagde vi vores sjæl for hinanden, som om det var ingenting. Med vores påtagede street-wise miner skrev vi om skibskatastrofer og pludselig død, om pinen og plagen og ensomheden.

Og om tiden. Jeg skrev om tiden, husker jeg, om hvordan den gjorde ondt.

Hver dag, når jeg var færdig med at være på højskole cyklede jeg ned til en vuggestue, hvor legepladsen var belagt med asfalt og larmen fra gaden næsten overdøvede larmen fra de skrigende børn. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Måske tænkte jeg, at det ville være godt for mit barn at lære at blive street-wise, sådan helt fra starten af, måske tænkte jeg, at det er bedst at blive hærdet, i en tidlig alder, så man ikke bliver blødsøden og gennemsigtig som nu- for eksempel- en vandmand som mig. Og ham.

Han skulle ihvertilfælde ALDRIG stige ind i en bus på landet og krympe sig, fordi alle kigger. Han skulle ALDRIG føle at han stak ud og var anderledes, han skulle ALDRIG sidde og stirre ud over markerne og længes, med hver en fiber i kroppen, mod neonlys og centrum.
Jeg lagde ham forsigtigt i Christaniacyklen og slingrede hjem. Helt sikker på at jeg gjorde det rigtige.

Tiden gik. Der skete alt muligt.

For eksempel flyttede jeg tilbage til Landet, vel vidende at alle jeg kender er traumatiserede over deres ungdom i provinsen. Men, på en måde, skal det vel ikke gå ud over vores børn?
Lejlighedsfængslet blev for meget for mig, den dag hvor drengen stod og ruskede i altanens tremmer, græd og skreg, at han ville ud, ud, ud.

Så vi flyttede ud. Og alle sagde, at det kunne jeg ikke - det er jeg åbenbart alt for street-wise til. Nemlig.

Men jeg gjorde det alligevel og det er ikke fordi jeg siger det er en dans på roser, but then again, er der noget der er det? Er det ikke en af de ting man lærer, når tiden går? Hårdt og brutalt og trampende henover ens ansigtet og alle disse fikse ideer?

Nu bor vi på (Ud)kanten. Her er dejligt, meget autentisk, meget dramatisk og digteragtigt.
Det er som om provinsen er blevet meget federe, her på det sidste. Måske fordi alle jyderne er flyttet til København. Det stormer og her er masser af skæve eksistenser, ufaglærte arbejdere, desillusionerede kunstnere, intellektuelle og narkomaner. Lidt ligesom København. Engang.
Nogen gange tænker jeg, at København er blevet det nye provinsen, med alle disse velfriserede regler om vedligeholdelse af gårdmiljøet, mobbepolitik, madpakkepolitik og… du ved…
Ikke for at tale dårligt om nogen, eller noget eller whatever, det slår mig bare. Som knytnæver i hovedet.

Jeg sidder foran det store vindue og kigger ud over engen og de tre køer som blev lukket ud på den, i går.

De løber stadig helt vildt rundt og moderen slikker kalven og mig og min dreng og min baby gik ned til dem i går, og min dreng aede køerne, og han kan godt lide køer, og min baby sov så trygt og indåndende ikke andet end sommerluft. Og der var hvide sommerfugle der sværmede om gule mælkebøtter, der var blade der sitrede på birketræerne, der var duften fra fjorden og fjorden ligger på den anden side af engen og det er smukt, meget smukt, og min dreng går nogen gange derned og fisker. Helt for sig selv. Og så står tiden stille, siger han. Og det kan han godt lide.

Det er ti år siden jeg sidst var på barsel og det er underligt at tænke tilbage, på dengang. Tiden strækker sig ud for mine fødder, som et langt spor efter mig, som en perlemorsbelagt Memory Lane. Den kan stadig godt gøre lidt ondt, tiden, men det gør ikke noget. Tiden går anderledes nu og desuden hjælper det, når jeg kysser min babys ballonkinder.

- Andrea Hejlskov

Mandagslinks - fuld af peps

Så er det mandag igen, og Dineren har været helt stille siden sidste uge. Det kan ses på besøgsstatistikken og kommentarerne, som ebber ud. Og det kan mærkes i samvittigheden.

Men sagen er, at horisonterne åbner sig ligeså stille. Barnet bliver ældre, lyset længere, sommeren mere tilstedeværende på alle mulige fysiske og metafysiske planer. Detaljefascinationen, som vel i en eller anden grad kendetegner Dineren, fordamper lidt. Eller har i hvert fald ikke førstepladsen længere. Man kigger op og ser nogle større ting, noget socialt liv, en fremtid som man er begyndt at føle, man har lidt kontrol over. Eller kan få det.

Gav det mening?

Anyway. Jeg holder ikke op med at blogge, næ nej. Måske er der bare lidt længere mellem mine posts. Her viser Mandagslinks virkelig sit værd, det holder mig til ilden (og tasterne). Jeg ser mange bloggere skrive om det præstationspres, der følger med at have mange læsere og få mange kommentarer, og jeg vil ikke hoppe i den fælde, selv om det napper i stoltheden og giver følelsen af at blive overhalet, når blogroll'en med alle de andre opdateres dagligt med vildt spændende ting.

Jeg lover at blive ved med at blogge, men leve skal jeg også, nu hvor det endelig spædt og usikkert føles, som om jeg kan. Ellers er der jo heller intet at skrive om.

Og lad os så komme i gang med Mandagslinks. Som i dag lugter lidt af forbrugsfest, og jeg håber, I vil klikke jer rundt på de nævnte webshops.

Men først en fin oplevelse.

Det er 20 år siden, Jim Henson døde, og hvor har den mand dog gjort meget for os. Hvem er din yndlingskarakter? Miss Piggy? Onkel Rejsende Mac? The Cookie Monster? (Min er Sprocket, den plagede hund fra Fragglerne) Uanset hvad, så er her nogle rørende og sjove klip fra hans begravelse, hvor stemmerne bag dukkerne giver et nummer eller fem.

Og så en lille quiz. Kan du se, hvem denne hattefyr er?

Smil. Så kan vi vist gå videre til pæne-ting-man-gerne-ville-eje-hvis-man-havde-nogen-penge-delen.

Jeg får jo aldrig taget den Mac med ud i verden, så måske man skulle købe sig en notesbog og en blyant og lære sin håndskrift at kende igen? Gør folk det mere? Eller er det kun noget, de siger, de gør?

Den er fin

Og så noget anderledes digitalt: Jeg har i flere år nu været helt forgabt i et selvhøjtideligt, russisk designkollektiv, som laver nogle gange grimme, andre gange gennemført geniale gadgets. Er det ikke sådan med russere? Nogle gange smutter det med god smag virkelig for dem, andre gange revolutionerer de et eller andet...? Nå ja. Lad mig da endelig generalisere.

Men i hvert fald kommer der en dag, hvor jeg får råd til dette ur. Snart, forhåbentlig, snart. Verbarius, hedder det, og det skriver tiden med bogstaver, som man ville sige det, i stedet for tal. Altså: Klokken er "femten toogtyve", "kvart i syv" eller "midnat". Det har fem indbyggede sprog: Engelsk, tysk, fransk, spansk og russisk. Og man kan uploade alle andre sprog til det, hvis man hellere vil se tiden på eskimoisk. Er det ur lavet til mig eller hvad?

Nogle gange finder man bare en side, som indeholder så mange fine sager, at man må reklamere skamløst og vise sytten af deres produkter frem. Sådan er det lidt med Think Geek, som du, din nørd, sikkert kender i forvejen. Hvis ikke, så klik da her.

Her kan man blandt andet købe koffein. Jeg foretrækker min dosis i en tre-fire kopper velbrygget kaf' i løbet af en dag, mens andre hellere vil have deres skud peps i en anden, mere skjult form. Var det f.eks. noget med slikkepinde, der smager af bacon og ahornsirup - inklusiv et skud koffein? Nej? Nå, men hvad så med beef jerky, spiked up med koffein? Eller koffein-mundspray? Nå, heller ikke. Hvad man imidlertid-måske-eventuelt-kunne-presses-til-at-fundere-over-at-overveje-at-synes på en god dag, er disse Java Pops, som er små slikkepinde/rørepinde med smag af forskellige kaffevarianter. Problemet er så bare, at der er 60 mg koffein i. Keep away from children.

Gisp, mand

Hos samme biks har de noget, som jeg har tænkt mig at bestille med det flunks. Flunks? Ja, lad os sige, at det er et ord. Men altså, det er en madskål til babyer og børn, som jo har det med at efterlade et omvendt krater af en eksploderet madbuffet omkring sig, hvorend de putter noget i munden. Men den her kan de små krapyler ikke spilde af. Og så er den sjov at lege med. Sejest.

Den roterende skål

Vil du se, hvad den kan, så tjek det her link. Hende, der speaker salgstalen, er simpelthen så oppe at køre, at man skulle tro, det var løgn. Det er virkelig vildt. (Jeg har hende mistænkt for at have gumlet på noget af det der beef jerky.)

Apropos koffein, så faldt jeg over noget, som jeg ikke tror, jeg ville gå med, for kemi og fysik og den slags var sort snak for mig, dengang der var nogen, der synes, de skulle undervise mig i dét. Det ville være falsk reklame. Men se lige, hvor fin og fjollet en idé, det er.

Koffein-molekyle-halskæde. Man kan også få endorfiner, ostrogen, serotonin og ...rødvin

Og så er vi nået til enden, dér hvor Ugens Darth bor. MEN. Sidst blev jeg jo rettet i løbet af fem minutter. Darth er en titel, altså ligesom Lord eller Lady eller Kammerherreinde (!), så vidt jeg har forstået. Så det er ikke særlig specifikt, hvis det skal handle om manden med astmahjelmen. Men Ugens Vader lyder jo som om, det er Ugens Waders, altså. Kan I se det for jer? Fiskemagasinet "Ude med snøren" præsenterer: Waders med indbygget lyssværd til specielt vanskelige fisk..... nej, vel?

Jeg tror, vi skal kalde det noget helt andet. Noget, der dækker over, at det 1) handler om Star Wars og 2) handler om dingenoter. The Darkest Side? Star Fails? Dippedut Wars? Hvad end det er, så er her ugens udgave:

Kan købes her. Og velbekomme da.

PS: Wookie Cookies!