mandag den 29. marts 2010

Trosbekendelse

Loppe, du som er i det lokale forsamlingshus

Helliget været dit hjemmelavede vejviserskilt, komme dit parkeringskaos


Ske din vilje på auktionen, såvel som i rodekasserne


Giv os i dag vort daglige pølsebrød


Og forlad os vor skubben med albuer, som også vi forlader vore skubbere


Led os ikke hen til spegepølsesælgeren, og fri os fra pomfritterne


Thi dit er hyggen, pruttehandlen og tingfinderiet i al evighed


Amen.



Jeg læste en artikel om en kvinde, der udelukkende klædte sit barn i mærketøj. Men, not to worry, hun havde købt det brugt, sådan et eller andet sted på et loppemarked nord for København. Så hendes barn kunne gå i "kvalitetstøj" til ingen penge. Faktisk havde ungen så meget kluns, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre med det.

For hun var grebet af de mørke gør-en-god-handel-kræfter og kunne ikke stoppe.

Det er lige før, loppemarkeder kan give dig syndsforladelse. Om ikke andet, så undskylder de på sær vis din forbrugeriske adfærd. Tænk bare; du sparer CO2, du redder de små børn i Indien fra at producere billigt tøj til Vesten under slavelignende forhold, du tjener en skilling til det stramme finanskrisebudget.

Ret beset får du jo stillet din trang til at eje lige så meget, som hvis du var på shoppingtur i rigtige butikker. Ønsket om at finde noget for næsen af de andre. Til at have noget, de andre ikke har. Du mærker suset over at finde noget i en rodekasse til en femmer, som de andre med garanti ikke havde set. Du rækker det mod himlen og griner som en gal videnskabsmand. It's mine, miiine, muhahaha!

Ahem. Jeg har altid gået på loppemarkeder, og har også haft en stand en del gange. Jeg elsker det. Jeg bekender mig til loppe-evangeliet, gør jeg. Med alt hvad det indebærer af de ting, jeg lige har skældt ud over.

Særligt elsker jeg at kigge på de mennesker, der er. Møntnørderne, pladenørderne, formegettøj-pigerne, nissestrikkedamerne, dem der bare hænger ud for kaffens skyld, den lille pruttende nervekamp, der foregår hver gang, en tyver skifter hænder. Jeg elsker det hele og kan bruge hele dagen på at trawle de samme stande igennem. Jeg er faktisk ikke nogen sjov ledsager, for jeg vil helst selv gå med næsen i tingene i mit eget tempo.

Derfor måtte jeg også tage tilbage til Remisen ved Trianglen i går, selvom vi allerede havde været der om lørdagen. For jeg skulle liige se. Uden at føle, jeg var for langsom eller for hurtig eller for ego.


Jeg fik mig noget gammelt påskepynt i træ, et par sailor-agtige wedges, et fint stabeltårn til barnet, en stribet blusekjoleting, en hemmelig gave til en veninde og det her stof. Det er 1,5 x 1,5 meter, cirka, og det kostede tyve kroner. Jeg kunne ikke stå for det, selvom jeg ikke kan sy, snart sagt ejer en symaskine. Men det er jo en diner, det her, og der skal kage til kaffen og sådan noget.

Hvad skal jeg med det? Aner det ikke. Men nu er det mit. Mit, miiiit, muhahaha!


PS: Hvis du har en god idé til det stof der, så kom frisk.

onsdag den 24. marts 2010

Indenbys

Når jeg, som i dag, er så heldig at kunne bruge en hel eftermiddag på at trille rundt med dem, jeg elsker mest, og købe ting i smukke København, føler jeg mig på én gang som en lalleglad turist, der elsker det hele og hopper på alt, og en indædt indfødt, der er streetwise og uimponeret.

Især når jeg passerer horderne på Strøget. Særligt føler jeg for provinsteenagerne, der i flok går med hinanden under armen og taler lidt for højt. De har alle sammen det samme tøj på; nemlig det, der er smartest, der hvor de kommer fra. Deres stiveste puds, der helst skal se casual ud. Jeg husker det tydeligt, hvor vildt det var at tage til København. Men det gør det ikke mindre tåkrummende at høre en ung og usikker udenbys dialekt fnise forbi i pelskransede støvler.

Jeg skal ikke påstå, at jeg ved, hvor alt er hipt og smart. For det gør jeg mildest talt ikke, og jeg falder ofte på røven mellem de to stole, jeg sidder på som mangeårig tilflyttertype. Men jeg har steder, jeg kan lide, har jeg. For eksempel dem, vi gik forbi i dag:

Rude på Frederiksborggade har lige nu frit valg i hele butikken - 3 ting for 300 kroner. Altså også sko og støvler og vintage gallakjoler og paillethuer og hvad ved jeg. Man skulle simpelthen tro, det var løgn, men det er det ikke. Hvis du ikke kender butikken, så er det på tide at du kommer til det. Den her var der ikke i min størrelse, bugger! Men jeg fik 3 andre lækre ting.


Jeans & Coffee ligger på Nørre Farimagsgade, og de har...ja, jeans og kaffe. Så vel som tusind andre ting, som alle er økologiske og vildt hyggelige. Oppe bagved er der en lille sofahyggekrog. Jeg fik kaffe, ikke jeans. Og noget gakket tyggegummi fra regnskoven.


Den Kinesiske Købmand. De er så søde og sjovt velassorterede. Købte den halve biks, men var særligt glad for at finde dem her:


Fona2000. Jamen, jo. De har det bedste udvalg af dvd-tilbud. Ever. Vi kommer altid derfra med 5-10 film, som vi ikke kan undvære i samlingen. Til en haltreller eller cirka deromkring. De her repræsenterer jo nok mine mere fjollede tilbøjeligheder, men jeg lover, at man også kan få stimuleret filmsnobbens intellekt til samme pris...


Sømods Bolcher behøver vist ingen introduktion. Bare tag derhen. Nu.


Hvad er dine yndlingssteder, der hvor du bor? Fortæl fortæl.

PS: Jeg kan ikke huske hvor, men jeg så en Fido-Dido t-shirt i dag. Er det ikke underligt?

mandag den 22. marts 2010

Sygt

Det er mig en gåde, hvordan en megamagt som USA kan nøle så længe og være i tvivl om nytten af sygesikring til alle. Hvordan commie-haters og andre vrede, konservative typer ikke kan se ud over deres egen næsetip. Hvordan solidaritet og sikkerhed og støtte kan være skældsord. (I skal slet ikke få mig i gang med de der pro-life-folk. De er jo syge i potten.)

Men! Nu er sundhedsreformen vedtaget, og det er about freakin' time. Så mangler vi bare en regering herhjemme, der tager ansvar for tilstandene i det danske sundhedssystem.

Grunden til, at jeg har ladet blog være blog på det sidste, er netop et længerevarende besøg hos dette system. Jeg har set, hvordan de knokler. Hvordan de mister deres kolleger og skal påtage sig flere opgaver. Hvor nedslidte deres ting og apparater er. Det er en skændsel, mine damer og herrer. Og hvis jeg vandt de der mange millioner, ville jeg fluks donere et par af dem til den afdeling, vi hører til på.

Kontrolpanel til...øh, Sputnik?


Fin seng.


Dynebetræk fra 1976.


En meget moderne fladskærm. Og en videomaskine (!).


Nu kunne man sige, hvis man var irriterende, at hvis jeg vil have en privat sygesuite, kan jeg bare tage min business på privathospital. Men det handler ikke om luksusvalg. Det handler om retfærdighed. Sagen er jo netop, at så længe folk vælger privat, og det gør de i stigende grad, har man bare endnu mere incitament til at lade det offentlige forfalde.

Solidaritet, råber jeg igen!

torsdag den 11. marts 2010

Mama de luxe


Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det her et billede af luksus. Lydsiden er et dæmpet brus fra verden udenfor, men ellers bare stilhed. Jeg gik på café. Alene. Mens nogen passede barnet. (Jaja, måske fniser du af skrabeloddet, men logikken sagde mig, at hvis jeg nogensinde skulle vinde noget, så skulle det være right then and there i al perfektheden). Jeg gik også til frisøren, og hun grinede af mig, da jeg sagde "Er du overhovedet sådan rigtig klar over, hvor rart det er at få tørret hår?" Men hun har heller ingen børn.

Jeg gjorde faktisk også noget andet. Noget, der forhåbentlig vil resultere i, at jeg ikke bliver så vredladent såret over mit eget udseende næste gang, jeg står i lyset fra et ondsindet prøverum. Jeg er mildest talt ikke sportsmenneske, faktisk kan jeg ikke finde på noget, jeg synes er mere irriterende og latterligt end motion, men nu skal jeg til det. Og Marilyn, som hun ser ud lige der i bladet, bliver min imaginære støtte.

PS: Jeg vandt ikke en fløjtende, men I ved.... held i spil og kærlighed og sådan. Alt er godt.

søndag den 7. marts 2010

I dit fjæs

Undskyld, men jeg skal lige af med noget brok.

Facere. Dem, der med team-sweatshirt fra Unicef, WSPA, Greenpeace, Amnesty og whathaveyou, står frysende og venter på at få øjenkontakt med en, når man møffer igennem byen med sit skrummel af en barnevogn. De hedder facere, for de er in your face som duer på et pølsebrød. Og de bliver mere og mere aggressive. Før i tiden synes jeg bestemt, de sagde "undskyld mig," og blev stående, hvor de stod, så jeg kunne komme til dem, hvis jeg var interesseret i at bruge fem minutter på deres budskab. Nu er der mange, der fysisk blokerer min vej, gerne med armene ud til siden, så jeg er fanget og dermed tvunget til at høre på dem. Det grænser til overfald.

Her burde der komme et lille afsnit, hvor jeg modererer og trækker lidt i land og siger "ja, jeg ved godt, at de velgørende organisationer har det hårdt i krisetider, og jeg respekterer de unge mennesker med dreadlocks og islandske sweatre og ukuelig idealisme for deres hårde arbejde med daglige tilsvininger og frosne tæer", men jeg har svært ved det.

For de er nemlig begyndt at bruge mit barn imod mig.

"Om ti år er rent drikkevand en mangelvare. Vil du sikre, at dit barn har en fremtid," spørger facer 1 og peger ned i barnevognen.

"Vrede er ikke et stærkt nok ord for, hvad jeg føler for politikere. Had er et bedre ord. Og sådan har du det garanteret også. De lader klimaet i stikken. Og dermed også dit barn," siger facer 2 og peger ned i barnevognen.

Så stopper I. Lige nu. Jeg skal fandenfløjteondelyneme nok selv sørge for, at mit barn har en fremtid, jeg kan stå inde for. Det skal I slet, slet ikke komme og stille indirekte spørgsmålstegn ved. Så kan I få en moders vrede at føle, når jeg opflasker barnet med den indstilling, at facere er fandens værk, og at hun skal gå i en stor bue uden om dem, hvis hun ikke vil overfaldes med skam og skyld og påfaldende dårlig kropshygiejne.

Og vigtigere: Jeg giver gerne til en god sag. Men hvordan skal jeg nogensinde få sympati for jeres, når jeres håndlangere giver mig valget mellem at lade mit barn i stikken eller melde mig ind i jeres PBS-ordning?

Gwarr!

fredag den 5. marts 2010

Spending time with strangers

“Spending time with strangers has brought me closer to humanity. When I walk in the street I no longer feel surrounded by anonymous drones. I see people with their insecurities and their vulnerabilities. It has inspired a feeling of being connected to others.”
Yasmine Chatila


Den her fotoserie ramte virkelig noget i mig, især på grund af bølgeskvulpet fra den sidste tids bloggeri om anonymitet, nysgerrighed og fællesskab. Den hedder Stolen Moments og er en række billeder af tilfældige mennesker i deres vinduer i New York.

Foto: Yasmine Chatila

I den tilhørende pressemeddelelse står der:

With the proliferation of consumer spy shops, online social networks and aggressive government legislation that has almost all but erased our right to privacy, we are shifting from a society that fears being watched to one that accepts it as the norm.

Tag et kig på billederne. Bliver du forarget? Genert? Bange for, om der er nogen, der også kigger på dig? Tryg ved det? Rørt? Eller bliver du grebet, som fotografen, af en følelse af fællesskab med humanity? Jeg tror, jeg nåede igennem alle disse følelser, da jeg så dem, og jeg ved endnu ikke, på hvilken jeg er landet.

Under alle omstændigheder er det fantastiske billeder. Jeg vil i hvert fald kigge mere op og ind, næste gang jeg går en aftentur.

torsdag den 4. marts 2010

Spørgehjørnejørgen


Jeg har fået en springform.

Nej, en Formspring.

Jeg anede ikke, hvad det var, før min ældste penneven og frontrunner og forbillede udi blogverdenen, Flora Amalie, fik en. (Man kunne sige, at jeg efteraber helt vildt, men jeg håber, hun tilgiver mig, når nu jeg siger sådan nogle pæne ting om hende.)

Formspring er et spørgehjørne, hvor du - ja du - kan spørge mig om hvadsomhelst. Jeg kan ikke påstå at vide, om hønen eller ægget kom først, men jeg er frisk på at svare på det meste.

Så hvis du brænder efter at vide noget om Flo, har du chancen nu. Hvis du altså spørger pænt.

Scroll ned og find en widget ude i siden eller gå herhen.

tirsdag den 2. marts 2010

Anonym

Blogland har vist sig at være mere givende, end jeg havde kunnet håbe på. Det føles lidt som de gange, ens lærer kom og fortalte, at en skoleklasse i Bagindien gerne ville have danske pennevenner, smækkede en stak breve i bordet og sagde: Hvilken én vil du så have?

Et tagselvbord af eksotisk fremmedhed, følelsen af galoperende nysgerrighed, chancen for at skrive selvportrætter uafhængigt af whatever status i klassen, man nu havde. Være sig selv, eller være en superhelt - alt afhængig af dagsformen - men under alle omstændigheder have muligheden for også at være lidt eksotisk derude i provinsen.

Jeg har valgt at skrive hele blogbaduljen i mit navn. Mit levebrød er at skrive, så det gør jeg. Som mig selv, så folk kan se, at jeg er i live. Men der er mange, der gør det helt omvendt. Flere på blogroll'en er anonyme mennesker, personager, karakterer, selvbilleder uden navn.

Og så er det, jeg tænker: Hvorfor? Der er den åbenlyse: Jobhensynet, hvis man nu gerne vil brokke sig over chefen - noget som jeg ikke har anledning til, for jeg er min egen chef these days, og kan kun brokke mig over mig selv. Der er sikkert også tusind andre gode grunde, som f.eks. netop at ville være en superhelt, en antihelt, eller bare dyrke et alter ego. Men det føles lidt mærkeligt at stå nede i Netto eller gå en tur på gaden og tænke "okay, ham/hende der kunne godt være xx eller yy fra blogland."

Hvad er din grund? Får du aldrig lyst til at råbe "her er jeg, det er mig, se mig, se mig!" ?

Er det et dumt spørgsmål? Er der noget, jeg overser her?

Hilsen
hende den nysgerrige

mandag den 1. marts 2010

Klichéfest

Så er den gal igen. Det har den godt nok været længe. Der er vist bare langt mellem både indlæg og snapse i Dineren for tiden, og det her såkaldte forår gør det ikke bedre. Men her er der lidt at kigge på for dem, der ikke endnu har taget deres business andetsteds hen.

Men vi ved jo at...


...og at man må tage det ene med det andet.


Det sagde hende her også i går...


Og jeg er ikke den eneste, der bruger sproget dårligt i dag.


PS: Det der med forår bider ikke på mig før engang i maj. Bleg sol, blege arme, blegt næb. Not my idea of a good time. Næ, giv mig en julinat og grillhygge og en solsort, der flipper helt ud af bare glæde. Dét er årstid, der vil frem.